Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har fundet intet mindre end 400 Viagra-piller hos en ung mand fra Næstved.

Måske var han bare klar til lidt for mange julefrokoster, men en specialpatrulje fra Sydsjælland og Lolland-Falsters konkluderede dog, at det nok ikke kun var til eget brug, da de forleden fandt intet mindre end 400 Viagra-piller hos en 23-årig mand fra Næstved.

Udover det kæmpe lager af potenspiller fandt politiet 1.375 piller og ampuller med anabolske steroider.

- Der var en del mere end til eget forbrug - og også mere, end man almindeligvis kan få udskrevet på recept, siger lederen af specialpatruljen, Frank Toftum, til Sjællandske.

Og som om det ikke var nok for den 23-årige mand, at han skal opgive sit lille hjemmeapotek, kan han nu også se frem til en retssag. Normalt er besiddelse af piller ellers kun til en bødestraf, men fordi omfanget var så stort, og antallet af ampuller og piller oversteg 1.000, må manden altså en tur for en dommer.