En mor fra Greve oplevede enhvers forældres mareridt, da hun natten til torsdag opdagede, at hendes datters seng var tom.

Moderen vågnede og kiggede ind til sin tre-årige datter, som hun troede lå og sov trygt på sit værelse.

Til moderens rædsel var datterens seng tom, og den lille pige var pist væk.

Det viste sig senere, at den lille pige var stået ud af sin seng flere timer tidligere og var gået en tur på egen hånd i Greve.

Kender du forældrene, eller er du selv en af dem, så hører BT gerne fra dig på 1929@bt.dk

- Hun var blevet lagt i seng, men var stået op og havde låst sig ud og gik en tur med sin iPad, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz.

Heldigvis undrede en mand sig over, at han så pigen stå på en rasteplads kun iført underbukser og med en iPad under armen.

På det tidspunkt var klokken omkring 23, og manden ringede straks til politiet. Da pigen ikke var efterlyst, blev de sociale myndigheder kontaktet.

Pigen blev kørt til en institution, hvor en pædagog sørgede for, at hun blev puttet igen.

Først tre timer senere vågnede pigens forældre og opdagede, at hun var væk.

- Omkring klokken 02 ringede forældrene så, da de var vågnet og havde opdaget, at pigen var væk. Derefter kunne pigen komme hjem i sin egen seng, siger vagtchefen.

Moderen var stærkt chokeret over oplevelsen.

Heldigvis havde den tre-årige pige det fint, da hun blev fundet over en halv kilometer fra familiens hus.

BNB