____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Pia Kjærsgaards bror havde held til at true sig til ca. 165.000 kr, da han i perioden 1979-1982 begik syv røverier, der blandt andet omfattede gidseltagning.

Det kom til at koste en straf på to års fængsel til toppolitikerens lillebror.Henrik Kjærsgaard, der døde i 2008, blev aldrig afsløret af politiet, men meldte sig selv til politiet seks år efter det sidste røveri med flere års samvittighedskvaler og psykiske problemer i bagagen. Det fortæller den tidligere leder af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, i en ny biografi, hvor hun fortæller om sin smertefulde barndom, og broderens mørke fortid.



Ved røverierne brugte han stort set samme fremgangsmåde, der synes inspireret af en dårlig film: En strømpe over hovedet på sig selv og en attrappistol i hovedet på personalet i de supermarkeder og benzinstationer i det storkøbenhavnske område, som han plyndrede.

Da han 10. august 1988 skulle have dom ved Københavns Byret efter at have meldt sig selv til politiet en måned tidligere, erkendte han sig skyldig i alle syv røveri-forhold.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg har begået røverierne, forklarede Pia Kjærsgaards lillebror, der var tre år yngre end Dansk Folkepartis tidligere partileder og nuværende værdiordfører.

- Jeg har aldrig været på stoffer, og har heller aldrig haft noget alkoholproblem, forklarede Henrik Kjærsgaard over for dommeren.

Det samlede udbytte på ca. 165.000 kr. fra de syv røverier havde han angiveligt brugt til rejser og almindeligt forbrug. Desuden fik han også truet sig til sammenlagt ni kartoner cigaretter og fem flasker snaps.



I 1983 fik Pia Kjærsgaards bror depressioner, og han mente selv, at det var over de kriminelle forhold, som han havde begået. Han gik til psykiater, men havde ellers aldrig fortalt nogen om, hvad han havde gjort.

Til sidst blev han klar over, at det eneste der kunne hjælpe ham, var at gå til politiet og lægge kortene på bordet.

I retten fortalte han, at han efter anholdelsen da også havde fået det meget bedre og følt sig lettet i sindet.

Ved dommen blev han kendt skyldig efter sin egen tilståelse og idømt to års fængsel.

Dommeren udtalte ved domsafsigelsen, at det havde været en usædvanlig situation, at Henrik Kjærsgaard selv havde meldt sig så mange år efter det første røveri. Det havde dommeren taget hensyn til, ligesom det havde været formildende, at Kjærsgaard havde lagt alle kortene på bordet.