Ubådsejer Peter Madsen blev filmet timer inden sejladsen med Kim Wall. Nu skal filmskaberen til afhøring hos politiet

Timer inden opfinderen Peter Madsen og svenske Kim Wall gik ned i ubåden Nautilus, blev han filmet af et australsk filmhold ved sit rumlaboratorium på Refshaleøen. Nu vil politiet se råbåndet igennem for at kortlægge den excentriske opfinders færden inden sejladsen.

Lige nu arbejder politiet på højtryk for at stykke brikkerne sammen i det puslespil, som kan vise, hvad den drabssigtede Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall foretog sig i timerne op til, at de sejlede ud med Nautilus torsdag 10. august. En afgørende brik kan vise sig at blive en filmoptagelse, som blev lavet om eftermiddagen inden sejladsen. Her så vidner den 46-årige Peter Madsen blive interviewet af en person ved sit Rumlaboratorium på Refshaleøen, mens en tredje person filmede.

Ifølge BT's oplysninger er der tale om et australsk filmhold med den australske instruktør Emma Sullivan i spidsen. Politiet har været i kontakt med Emma Sullivan, og hun skal nu afhøres om sin viden om den drabssigtede Peter Madsen, men politiet understreger, at der ingen mistanke er rettet mod hende eller filmselskabet.

Drabschef Jens Møller fra Københavns Politi bekræfter, at man er bekendt med, at Peter Madsen blev filmet inden turen med Kim Wall, og at disse sidste optagelser er særdeles interessante for politiets efterforskning.

»Det er klart, at videomateriale er interessant for os. Vi undersøger både Kim Wall og Peter Madsens færden op til, at de sejler ud, og hvis der findes noget videomateriale, så vil vi naturligvis gerne se det igennem. Det allervigtigste for os lige nu er at kortlægge deres færden, uanset om det er ved hjælp af vidner eller videooptagelser,« siger drabschef Jens Møller.

Optagelserne er en del af omfattende filmprojekt, hvor den australske instruktør Emma Sullivan har fulgt den danske ubådsbygger gennem mere end et halvt år til en film med arbejdstitlen 'Rocket Man'. Filmen er en del af en trilogi under overskriften 'specielle danskere' og skulle have haft premiere i forbindelse ‘Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad’, men i sidste uge valgte ledelsen bag kulturhovedstaden at tage filmen af plakaten af hensyn til Kim Walls efterladte.

BT har været i kontakt med instruktør Emma Sullivan, men hun ønsker ikke at udtale sig om filmprojektet eller uddybe, hvad filmholdet lavede med Peter Madsen i timerne inden sejladsen.

»Jeg ønsker ikke at udtale mig, før jeg har talt med politiet,« siger Emma Sullivan til BT.

Drabschef Jens Møller har tidligere på ugen fortalt, at man interesserede sig for en person, som var til stede ved rumlaboratoriet om eftermiddagen inden sejladsen.

»Vi er bekendt med, at der en person til stede, og vi ved, hvem det er. Det er selvfølgelig interessant for os, men det er vigtigt at slå fast, at der ikke er noget mistænkeligt ved det. Vi har ingen mistanke mod personen,« sagde Jens Møller onsdag.

Tidligere på ugen forlød det, at et vidne havde set Peter Madsen blive interviewet af Kim Wall ved rumlaboratoriet om eftermiddagen inden sejladsen, mens en tredje person filmede, men i dag tyder det på, at vidnet har forvekslet en person fra filmholdet med Kim Wall. I hvert fald oplyser den australske instruktør Emma Sullivan, at hun aldrig har set eller mødt Kim Wall, og det er derfor politiets teori indtil videre, at der er sket en forveksling. Om Kim Wall overhovedet har været til stede ved rumlaboratoriet på forsvindingsdagen torsdag 10. august er således uvist.

Men selvom Kim Wall ikke optræder på optagelser, så kan optagelserne af Peter Madsen stadig blive en vigtig brik i sagen.

Optagelserne må kunne give et vigtigt billede af Peter Madsens adfærd og sindsstemning på dagen?

»Lige nu vil jeg faktisk allerhelst vide, hvad han lavede, efter han sejlede ud. Det optager mig allermest,« siger drabschef Jens Møller.

Kun Peter Madsen ved, hvad der skete i de 15 timer, fra han sent torsdag 10. august stævnede ud med ubåden Nautilus fra Københavns Havn, til han næste formiddag sænkede sit livsværk i Køge Bugt. Politiet efterlyser fortsat det tøj, Kim Wall havde på, da hun steg ombord på Nautilus: En skrigorange bluse med lange ærmer, en sort- og hvidblomstret nederdel og et par hvide tennissko. Politiet vil også stadig gerne høre fra personer, som har sejlet med Peter Madsen i ubåden Nautilus.

Den svenske journalist Kim Wall.
Den svenske journalist Kim Wall. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Der kommer en fillm

I mere end et halvt år har den australske instruktør Emma Sullivan fulgt den danske opfinder og ubådsbygger Peter Madsen til en film med arbejdstitlen ‘Rocket Man’. I dag er han sigtet for drab, og hendes optagelser pludselig interessante i en kriminalsag, men det betyder ikke, at filmprojektet er skrinlagt.

BT har talt med den australske instruktør Emma Sullivan, som ikke ønsker at kommentere indholdet i filmen, men oplyser, at det stadig er tanken, at der skal komme en film om Peter Madsen. Men de store spørgsmål er, hvordan filmen skal laves, og om den først kan færdigklippes den dag, der er sat et retsligt punktum i sagen.

Filmen skulle efter planen have haft premiere til oktober på udstillingsstedet ‘O Space’ som er en del af 'Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad’, men i sidste uge valgte kulturhovedstadens ledelse af tage filmen af plakaten af hensyn til Kim Walls efterladte.

‘Aarhus 2017’ har støttet Emma Sullivan økonomisk med en halv million kroner til projektet under overskriften 'specielle danskere', der skulle munde ud i tre film. Den ene om Peter Madsen. De to øvrige film 'Fur', om øen i Limfjorden, og 'The Keeper of small things’ om den 90-årige museeumsejer Tove Tendal-Hansen vises fortsat til efteråret.