Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, ærgrer sig over, at to USB-stick med følsomme oplysninger stadig ikke er fundet efter indbruddet hos Skattesagskommissionen. Han mener, det er med til at ødelægge folks tillid til systemet.

Danskernes tillid til skattesystemet lider et knæk, når det kan lade sig gøre at bryde ind hos Skattesagskommissionen og fjerne USB-stick med personfølsomme oplysninger. Det mener Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet og central figur i statsministerparrets skattesag, som Skattesagskommissionen beskæftiger sig med.

»Jeg har trods alt stadig så meget veneration for mit gamle ministerium, at det piner mig lidt at se, hvordan tavshedspligten, som jo har været hellig og noget, man virkelig vogtede over på skatteområdet, efterhånden eroderer lidt,« siger Peter Loft til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Radio24syv er to USB-stick stadig forsvundet efter indbruddet natten mellem 12. og 13. august på adressen Nytorv Gyde 7 i Viborg, hvor Skattesagskommissionen har kontor. Dagen efter blev to lokale kriminelle anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for lukkede døre for en række tyverier, herunder tyveriet hos Skattesagskommissionen, og politiet fandt på loftet hos én af de sigtede to computere og en række USB-stick.

De to forsvundne USB-stick indeholder ifølge Radio24syv omfattende mailkorrespondancer om sagen, men det er ikke oplyst, hvilke personer der har sendt eller modtaget de pågældende mails.

»Det her kan Skat ikke gøre for, men det medvirker til at skabe et billede af, at oplysninger, som skattevæsenet har fået, kan man ikke være fuldkommen sikker på, ikke kommer videre på en eller anden måde. Hvis man tænker længere ud, så er det ad helvede til, hvis tilliden til skattesystemet som sådan eroderer, fordi man er bange for, hvor oplysningerne ender,« siger Peter Loft.

Selv om han ærgrer sig over indbruddet, mener han ikke, at de to USB-stick indeholder væsentlige oplysninger om ham.

»Mit kendskab til sagen stammer udelukkende fra medierne, og derigennem har jeg fået det indtryk, at det er nogle indbrudstyve, der tilfældigt kom forbi,« siger han og uddyber:

»Jeg går ikke ud fra, at de er voldsomt interesserede i de oplysninger, der ligger. Så jeg må ærligt indrømme, at det ikke er noget, der holder mig søvnløs om natten. Jeg er sgu også ved at være ret hærdet af denne sag, så der skal meget til efterhånden.«

Politikommissær Henrik Grove, der er chef for efterforskningsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg, oplyser, at man er i gang med at færdiggøre sagskomplekset i forhold til de to varetægtsfængslede i sagen. Han fortæller desuden, at arbejdet med at ransage efter indbruddet er afsluttet.

Skattesagskommissionen afgiver i løbet af få uger sin beretning om skattesagen til justitsminister Karen Hækkerup (S).