Tre biler er tidligt torsdag aften kørt sammen på Roskildevej i Albertslund.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

»Tre biler er kørt saammen. To biler er kommet ind til siden af sig selv, og den sidste holder i første vognbane, så den skal vi lige have væk,« forklarer vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Søren Enemark.

BTMX's mand på stedet forklarer, at en person måtte klippes fri fra en bil.

»De klipper taget af den grå bil (på billedet red.) for at frigøre en person,« forklarer han.

Derudover forklarer han, at der på stedet både er ambulance, lægebil og brandbiler foruden politiet.

Vagtchef Søren Enemark forklarer, at en person har måttet skæres fri, da vedkommende klagede over nakkesmerter efter ulykken.

»Den ene bilist klagede over nakkesmerter, så redningsberedsskabet har taget ham ud, og han er kørt til Hvidovre hospital til undersøgelse,« siger Søren Enemark og tilføjer:

»De kan først sige på hospitalet, hvor meget, der er i det, men hvis folk klager over nakkesmerter i forbindelse med ulykker, så skærer man dem typisk fri, hvis bilen kræver det,« siger Søren Enemark. 

Tidligere har en vognbane været spærret i vestgående retning, men alt er nu åbent igen, oplyser vagtchefen.