Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Dykkere har tirsdag bjerget en død mand fra Træskibshavnen i Aarhus. Det fortæller Østjyllands Politi til DR Østjylland.

Manden blev fundet i sejlrenden lidt før klokken 16 og er endnu ikke identificeret.

»Vi fik en melding om, at der var blevet fundet en person flydende ude i sejlrenden i Aarhus havn. Her får man holdt fast i personen, og får ham bjærget - det er en mandsperson,« siger vagtchef Peter Hunniche til BT.

Han fortæller videre, at personen bliver sejlet ind ved Fiskerivej ved Træskibshavnen, hvorfra personen køres fra stedet.

Politiet fortæller, at de har en idé om, hvem den afdøde person er, men kan endnu ikke bekræfte noget officielt.

»Manden er sendt til ligsyn på retsmedicinsk institut, men jeg kan endnu ikke sige, hvornår resultaterne af undersøgelsen foreligger,« siger vagtchef Peter Hunniche.

Ligsynet finder sted på Aarhus Kommunehospital - og det sker enten tirsdag aften eller onsdag, oplyser politiet.

Den seneste oplysning fra vagtchefen hos Østjyllands Politi er, at liget af den afdøde nu er bragt til kapellet.

Opdateres...

/ritzau/