En læge er blevet anmeldt i en sag, hvor flere patienter angiveligt har fået hjælp til at dø.

Odense. Fyns Politi har modtaget en anmeldelse i en sag, hvor en pensioneret læge skal have hjulpet en række patienter med at tage deres eget liv.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har indgivet anmeldelsen. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kan endnu ikke oplyse yderligere om sagen.

Men ifølge TV2 Fyn drejer sagen sig om den tidligere overlæge Svend Lings, som er medlem af gruppen "Læger for Aktiv Dødshjælp".

Foreningen ønsker, at aktiv dødshjælp gøres lovligt i Danmark.

Tirsdag udtalte Svend Lings sig til flere medier om sit syn på aktiv dødshjælp. Blandt andet fortalte han, at han har hjulpet flere end ti patienter med at dø.

- Det kan godt være, at jeg må i fængsel. Det, jeg kan blive udsat for, er jo ingenting, i sammenligning med det som de mennesker, der ligger og lider, bliver udsat for, sagde Svend Lings tirsdag til TV 2.

Ifølge TV2 Fyn er der ni læger i gruppen "Læger for Aktiv Dødshjælp", og de har alle hjulpet kronisk syge patienter med at gøre en ende på deres liv.

På organisationens hjemmeside beskrives det, hvordan patienter kan tage livet af sig selv, hvis de "ikke vil vente på, at samfundet lever op til sine moralske forpligtelser over for dets svageste medlemmer".

Det vil Fyns Politi ifølge TV2 også undersøge ved at henvende sig til personerne bag hjemmesiden.

Over for Radio24syv forklarede formanden for Lægeforeningens etiske udvalg tirsdag, at Lægeforeningen tager afstand fra kollegernes dødshjælp.

- Jeg føler mig skræmt, fordi det er for mig at se noget, som kan udvikle sig til meget mere end ti personer, sagde formand Lise Møller til Radio24syv.

/ritzau/