Den norske avis Dagbladet kunne forleden afsløre, at to ud af 12 læger, der har sex-misbrugt deres patienter i Norge fra 2008 til 2010, er dansk.

I samarbejde med Dagbladet kan BT nu afsløre, at den ene af de to danskere - 46-årige læge og psykiater Kim Jørgen Holtz - ifølge vidner i sagen mod ham har forgrebet sig på flere kvindelige patienter, end blot den ene norske, som han i april 2011 blev idømt halvandet års fængsel ved Eidsivating Lagmannsrett for at have krænket.

Det fremgår akter fra sagen, som BT er i besiddelse af.

Kim Jørgen Holtz blev læge i Danmark i 1996 og havde stor interesse for psykiatrien. Han slog sig ned som terapeut og blev speciallæge i psykiatri i 2005. I sin fritid dyrkede han frække fotos af letpåklædte kvinder - billederne lagde han på sin hjemmeside på nettet, fremgår det af dombogen fra Eidsivating Lagmannsrett.

Tilsyneladende kunne han dog ikke adskille sin interesse for psykiatri med begejstringen for kvinder i sexet undertøj. Således blev han ifølge et norsk medies omtale af sagen smidt ud af Dansk Psykoterapeutforening for at tilbyde en af sine kvindelige patienter halv pris på terapitimer mod sex i frækt undertøj.

 

Noget, som foreningen bekræftede over for avisen.

 

Kim Jørgen Holtz flyttede til Norge i juni 2005 og blev ansat som overlæge og psykiater i byen Gjøvik syd for Lillehammer. Her indledte han det forhold, der i 2011 kostede ham halvandet års fængsel. Ifølge kvinden stod forholdet på fra juli 2005 til maj 2008, da hendes nye kæreste fik nys om det upassende læge-patientforhold og gik til sygehusledelsen.

Den sex-misbrugte patient fortalte i retten, at de havde sex gentagne gange. Han tog hende på sit kontor ind over bordet mellem patientjournalerne - og allerede ved tredje konsultation afkrævede han hende oralsex, forklarede hun.

Det skulle udløse endorfiner, som ville gøre hende rask, gengav kvinden Kim Jørgen Holtz begrundelse for at indlede det seksuelle forhold.

Eidsivating Lagmannsrett valgte - for at være på sikker grund, som retten skriver i dommen - blot at lægge til grund, at lægen og hende sex tre-fem gange herunder oralt.

Under sagen bedyrede en stribe vidner, at kvinden ingenlunde var den eneste patient, som Kim Jørgen Holtz havde haft sex med.

Vidner beskrev ham som en kvindebedårer, der bjergtog patienter af det modsatte køn på stribe.

En dansk patient fortalte således i byretten i Gjøvik i september 2010, at Kim Jørgen Holtz havde haft sex med hende, da hun for ca. 10 år siden modtog psykiatrisk behandling af ham - både på hans arbejdsplads og hjemme hos hende.

Kim Jørgen Holtz forsvarer, Thomas Randby, hævdede i retten, at det seksuelle forhold ikke havde lægelig karakter, men var privat: De to havde samtaler om hendes problemer, men der blev ikke ført journal.

- Om det så var terapi, er et definitionsspørgsmål, sagde han.

En anden dansk kvinde fortalte, hvordan hun over syv år gik i terapi hos Kim Jørgen Holtz. Også hende og psykiateren havde sex i sensommeren 2004, fortalte hun.

Hele fire kvinder vidnede i alt i sagen - tre skal han have haft sex med, en fjerde blot kysset med. Sammen tegnede de et billede af en læge, der over en årrække har brugt patienter som sex-dukker - udnyttet deres svaghed til at udleve sine egne fantasier, der blandt andet var nærmest en besættelse for frækt undertøj.

- Jeg skulle have sort blondeundertøj, selvsiddende strømper til midt på lårene, handsker og sko med stilethæle, fortalte en af de to danskere, en dengang 47-årig kvinde, under sagen.

Hun beskrev desuden, hvordan Kim Jørgen Holtz efter nogle år som hendes terapeut begyndte at blive ganske optaget af hendes seksuelle præferencer. En dag foreslog Kim Jørgen Holtz ifølge kvinden, at han skulle komme hjem til hende privat og give hende terapi.

I stedet var det sex, han var ude efter, berettede hun.

- Han gennemførte samleje med mig, sagde kvinden, der fortsat var psykiatrisk patient, i retten ifølge et lokal medie, der fulgte sagen.

Overgrebet skal have fundet sted i sommeren 2004, men hendes patientjournal rummer ingen notater om behandling fra sommeren 2004 til foråret 2005. Det er imidlertid registreret, at journalen i perioden var udleveret til Kim Jørgen Holtz.

Også Kim Jørgen Holtz' danske ægtefælle vidnede i sagen. Her kom det frem, at også ægtefællen er fundet under lignende forhold. De to mødtes nemlig første gang i 2001, i forbindelse med at hun opsøgte et psykiatrisk ambulatorium. Hun var patient, han læge.

- Jeg var nedtryk og havde det dårligt, forklarede hun i retten.

Kim Jørgen Holtz blev fældet, da hans sidst offer fik en ny kæreste. Kæresten, der senere blev til ægtefælle, fik nys om misbruget ca. tre måneder inde i deres forhold.

- Næste morgen sagde jeg, at jeg skulle på arbejde, men tog til sygehuset i stedet. Der informerede jeg ledelsen om sagen, fortalte han i retten.

Det har ikke været muligt for hverken Dagbladet eller BT at få en kommentar fra Kim Jørgen Holtz, der menes at afsone dommen i øjeblikket.