Meget sårbare patienter på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg har torsdag nat været udsat for voldsomme overgreb.

Selvom sikkerheden på afdelingen er høj, har en gerningsmand kravlet over et fire meter højt hegn og er brudt ind på afdelingen via en åben altandør til en rygealtan  Og derefter har han udsat flere kvinder for seksuelle krænkelser.

»Der er sket en fuldbyrdet voldtægt og fire andre kvinder har været udsat for blufærdighedskrænkelser,« fortæller oversygeplejerske på afdelingen Birgitte Kibenick.

Kvinden, der har været udsat for voldtægt, har været på hospitalet for at blive undersøgt og er nu vendt tilbage til den psykiatriske afdeling.

Ofre får krisehjælp
»Det er skrækkeligt, det er mennesker, der i forvejen er sårbare, og hun var i forvejen skrøbelig. Jeg har aldrig i mine 30 år i psykiatrien oplevet, at der kommer en udefra og bryder ind på et sted, som man forventer er trygt og sikkert.«

Den psykiatriske afdeling har nu aktiveret et kriseberedskab både til ofrene og alle andre på afdelingen, der må have brug for det. Gerningmanden er blevet pågrebet.

»Vores nattevagter havde tilkaldt politiet, da en af patienterne skreg op. Så viste de politiet overvågningsbilleder, og der kunne man se, hvor personen var gået ind, og der gik de så hen, og så stod han der tilfældigvis,« siger Birgitte Kibernick.

Gerningsmanden er ikke kendt af den psykiatriske afdeling, men er kendt af politiet. Han skal fremstilles i grundlovsforhør i dag.

»Det er krænkende«
Vagthavende hos Fyns Politi bekræfter over for BT, at der har været en episode, men er lige nu igang med at afhøre vidner og efterforske sagen og vil endnu ikke udtale sig.

Sikkerheden er nu blevet skærpet på afdelingen, som stadig er i chok.

»Det er krænkende, når man tænker på, at man er på et sikkert sygehus ikke forventer, der bryder nogen ind udefra. Vi vil fremover slet ikke have åbne altandøre,« slutter Birgitte Kibernick.