Ledelsen på retspsykiatrisk afdeling i Risskov ved Aarhus har i årevis været bekendt med medarbejders vold, trusler og upassende adfærd mod patienterne, lyder det nu fra flere sider. Ledelsen ser dog ud til at gå fri.

Det er torsdag kommet frem, at to ansatte ved retspsykiatrisk afdeling i Risskov er blev fyret mens syv ansatte har fået påtaler, som følge af 'upassende sprogbrug og adfærd' overfor patienterne. Det sker i kølvandet på en række artikler i BT, hvor patienter samt nuværende og tidligere ansatte har fortalt om vold, overmedicinering og ydmygelser af patienter på hospitalet. 

En af de patienter, som var med til at afdække forholdene, forklarer dog nu, at ledelsen i flere år har kendt til den fyrede plejer As opførsel.

- Det er snart tre år siden, at jeg klagede over ham første gang. Men ledelsen ignorerede det bare. Han var en af de allerværste plejere. Han skubbede, truede og kørte psykisk terror på flere af os patienter. Vi er mange, der har klaget over ham uden det hjalp, siger patienten, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra de ansatte på hospitalet. 
 
BT har talt med den nu fyrede plejer, men han ønsker ikke at kommentere sagen. Han var ifølge BTs oplysninger en del af den subkultur på ca. 10 truende plejere, som ifølge regionen, har hærget på hospitalet. 

Også en tidligere ansat mener, at ledelsen burde stilles til ansvar

- Jeg synes, det er super godt, at der endelig sker noget. Men jeg synes altså, at de her ting burde få konsekvenser for ledelsen. Jeg har jo selv forgæves fortalt dem om, at der foregik vold. Og i min verden er det altså lige så slemt ikke at reagere som ledelse, som det er at gøre de her ting som ansat, siger den tidligere ansatte, der stadig arbejder indenfor psykiatrien og derfor heller ikke ønsker sit navn i avisen.  

Samme holdning har Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der derfor nu vil afkræve svar af sundhedsminister Astrid Krag. 

- Jeg undrer mig over, at ledelsen går fri, når vi jo ved, at de for lang tid siden blev gjort opmærksom på problemerne. Så jeg vil nu bede sundhedsministeren komme med en forklaring på, om det virkelig kan være rigtigt, at ledelsen ikke pålægges et ansvar, siger han og forklarer at han - alt efter ministerens svar - vil overveje - at indkalde til det tredje samråd i sagen.

Sundhedsminister Astrid Krag ønsker ikke at lade sig interviewe af BT. I et skriftligt svar via sin pressechef skriver hun i stedet: 

- Det er naturligvis alvorligt, at patienter på Risskov er blevet udsat for en behandling, der er fuldstændig uacceptabel. Derfor er jeg tilfreds med, at Region Midtjylland nu tager skridt til at få rettet op på forholdene. Jeg synes også, det er klogt, at regionen fremover vil holde ekstra øje med, om kulturen, som særligt ledelsen har ansvar for, udvikler sig på den rigtige måde på Risskov.

Region Midtjyllands cheflæge Per Jørgensen oplyser, at man ikke har valgt at fyre nogle i ledelsen, idet man i stedet har valgt at styrke ledelsen, samt indskærpet at man skal straks skal gribe ind, hvis man observerer upassende adfærd. 

LÆS ALT OM DET SKANDALERAMTE HOSPITAL PÅ BT.DK/GALEHUSET HER