Spark i ryggen på et flysæde udviklede sig tirsdag til håndgemæng i et fly mod København.

En tyrkisk familiefar blev tirsdag eftermiddag så sur over at blive sparket i sæderyggen, at han rejste sig for at få stoppet sparkeriet. Men det skulle han aldrig have gjort. For diskussionen med den sparkende svensk-irakiske medpassager udviklede sig hurtigt til et regulært slagsmål, hvor der både blev slået med knytnæver og bidt efter lemmer. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Kim Nicholsen, der fik meldingen om den decideret upassende opførsel kl. 16.48.

- Svenskeren har angiveligt siddet og sparket en tyrkisk familie på tre i ryggen. Og det kan da være dødirriterende, men det betyder ikke, at man behøver pande folk én, siger Kim Nicholsen

Kabinepersonalet fik skilt de kæmpende ad, og svenskeren kunne sætte sig tilbage i sædet med en flænge i panden, mens familien blev rykket til businessclass, hvor faderen kunne sidde og ømme sig over en mindre skade over næseryggen samt et bid i armen.

Tumulten opstod i et fly fra Istanbul til København, og svenskeren, der er af irakisk afstamning, vil nu blive sigtet for vold.

VAR DU MED I FLYET? VED DU NOGET? TIP OS PÅ 1929@BT.DK