En passager på en knallert er livsfare, efter han sammen med føreren af knallerten kørte galt på Sellebjergvej ved Bindslev i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi.

Det er endnu uvist, hvordan ulykken skete, men ifølge politiet stødte knallerten sammen med en bil. Derefter flygtede føreren af knallerten væk fra stedet.

»Han er flygtet fra stedet, men vi frygter han kan være kommet slemt til skade. Derfor leder vi også efter ham,« siger Mogens Hougesen og oplyser, at politiet har søgt med hunde efter manden, der er i 30erne og iført en rød jakke og cowboybukser. Han har formentligt også skader på hænderne og i hovedet.

Passageren, der har pådraget sig læsioner i hovedet, blev efter ulykken bragt til Aalborg Sygehus.

BNB