Nordjyllands Politi slår alarm efter at to borgere mandag fik lænset deres kreditkort af udspekulerede tricktyve.

Tricktyvene har opfundet en smart metode til at lure pinkoden på intetanende danskeres kreditkort, hvorefter de stjæler dem og ripper kontoen for kontanter. 

- Det drejer sig om adskillige hævninger på 2.000 kroner og nogle helt op i fem-cifrede beløb, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Heine Hansen, til bt.dk.

Mandag gik det ud over to danskere i henholdsvis Hjørring og Støvring, og sidste uge var der også flere, som røg i tricktyvenes fælde bare i Nordjylland.

- Jeg tror bestemt ikke, det kun er et nordjysk fænomen, siger Heine Hansen.

Metoden er ligeså effektiv, som den er simpel:

- Man står og handler inde i supermarkedet. Så bliver koden på ens kreditkort afluret. Når man så har lagt sin indkøb og taske ind i bilen, bliver man foran bilen kontaktet af en person, som udgiver sig for at være udlænding og beder om hjælp med at finde vej. Personen finder et kort frem, og mens man er i gang med at hjælpe, åbner en anden person bildøren og stjæler kreditkortet, men lader tegnebogen og pengene blive, siger Heine Hansen.

Han advarer om, at gerningsmændene er helt almindelige i påklædning og virker pålidelige.

- De to ofre opdagede ikke noget, før de blev kontaktet af Nets.

Politiet står derfor også helt på bar bund i opklaringen af sagerne. De har ingen anelse om, hvem gerningsmændene er, fortæller Heine Hansen.