12 badegæster blev fredag over middag reddet i land af livreddere ved Henne Strand på Vestkysten. De badende blev overrasket over pludseligt opståede revlehuller, der blev skabt på grund af pålandsvind, skriver tvsyd.dk.

De badende blev reddet i land med motorbåd, og ti af dem vurderes at have været i livsfare. Badegæsterne befandt sig et par hundrede meter nord for de flag, som livredderne bruger til at markere, hvor det er forsvarligt at bade.

Et revlehul, der også kaldes for hestehul, opstår, når der dannes en kraftig udadgående lokal og midlertidig strøm. Badende kan blive ført med strømmen ud på dybt vand.

BNB