KØB PLUS!

Pædofile blander sig i børns online-spil

De fleste forældre er klar over, at pædofile søger kontakt med børn via diverse chatforums. Lokalavisen Det Ny Odsherred erfarer, at pædofile også blander sig i populære onlinespil for børn.

To piger på ni år fra Nordvestsjælland blev for nylig kontaktet på engelsk på onlinespillet www.moviestarplanet.dk. Den enes mor blev tilkaldt for at oversætte de mange spørgsmål, som en bruger ved navn ’Olli1997’ stillede pigerne.

Spørgsmålene drejede sig om pigernes navne, alder, bopæl - og om de ville have sex.

Moderen tøvede ikke mange sekunder, inden klasselæreren blev ringet op, så der kunne komme en generel advarsel ud via Vallekilde-Hørve Skoles skoleintra.

Forældrene på skolen er derfor blevet advaret om, at de skal lære deres børn at begå sig på nettet, og der er desuden udsendt en vejledning omkring sikkerhed på nettet.

- Det er skræmmende, at de pædofile nu også blander sig i børnenes onlinespil. Moviestarplanet er jo desværre en alletiders platform for at komme i kontakt med børn i alderen 7-10 år. Nu har min datter fået at vide, at hun kun må chatte med vennerne fra skolen - alle andre skal afvises. Jeg ved godt. at én fjer let kan blive til fem høns, og jeg fortæller heller ikke historien for at skabe panik. Jeg vil bare fortælle, at man skal være varsom med børns færdsel på nettet, siger Bruno Skov Jensen, far til den ene pige.