En pædofil mand efterforskes nu i sagen om Madeleine McCanns forsvinden for to år siden. Manden, der er på flugt menes at gemme sig i Tyskland.

Raymond Hewlett - en dømt britisk pædofil - bliver nu kaldt en "person af interesse" i efterforskningen af Madeleine McCanns forsvinden. Det skriver Sky News.

- Hr. Hewlett er en person af interesse for Madeleine efterforskningen, forklarer talsmanden for Madeleines forældre Clarence Mitchell

- Jeg vil dog gerne understrege, at dette blot er en af de ting, der undersøges. Ud over det kan jeg ikke komme med flere detaljer.

Den pædofile mand blev faktisk afhørt tilbage i 2007 i forbindelse med Madeleines forsvinden. Dengang fik han dog et alibi fra en 15-årig pige. Grunden til at han nu sættes i forbindelse med sagen er, at han skulle have kommet med en række mistænkelige udtalelser til venner og familie.

Han har for eksempel nævnt, at han var på en "forretningsrejse" til Marokko omkring samme sted og tidspunkt, hvor mange mente at have set Madeleine.

LÆS MERE NEDENFOR

Boede en time fra Madeleine
Raymond Hewlett boede ifølge Sky News i kystbyen Tavira, tæt ved den spanske grænse, da Madeleine forsvandt. Dermed boede han blot en times kørsel fra det hotel, hvor Madeleine sidst er set.

Britiske Raymond Hewlett har ifølge de britiske medier været i fængsel flere gange for sexforbrydelser mod børn. Manden, der er tidligere soldat, er nu blevet sporet til et hospital i Tyskland, hvor han modtog behandling for kræft.

Den 64-årige er eftersøgt i England og Irland, og den kommende tids afhøringer vil afgøre om McCann familien får det gennembrud i sagen, som de har kæmpet for i to år.