Pædagogmedhjælper sigtet og varetægtsfængslet i 14 dage for et seksuelt overgreb mod en fem-årig pige.

En mandlig pædagogmedhjælper fra København er blevet varetægtsfængslet i 14 dage efter et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Han er sigtet for et seksuelt overgreb begået mod en fem-årig pige fra den institution, hvor han er ansat.

Det påståede overgreb fandt sted i en børnehave i København 27. februar mellem klokken 16:45 og klokken 17:30.

Ifølge sigtelsen, som blev læst op i grundlovsforhøret, fandt overgrebet sted på institutionens toilet. Der blev pigen ifølge sigtelsen sat på en bænk, hvor hun blev befølt og krænket. Ifølge sigtelsen tog pædagogmedhjælperen også sine bukser af og viste pigen sin erigerede penis.

Pædagogmedhjælperen blev anholdt torsdag eftermiddag efter videoafhøring af den fem-årig pige. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.

Retten på Frederiksberg valgte at holde grundlovsforhøret bag lukkede døre af hensyn til den fem-årige pige. Under grundlovsforhøret vil der blive afspillet klip fra den videoafhøring, politiet har foretaget af pigen.