De tre pædagoger, der i fredags glemte en toårig dreng i forbindelse med en udflugt, er blevet fritaget fra tjeneste.

Der sad han. Grædende og helt alene på en stor strand i Nordsjælland. Toårige Christoffer fra Helsinge blev i fredags efterladt på Udsholdt Strand af tre medarbejdere fra Engerød Børnehave, men heldigvis fandt en hjælpsom sjæl drengen efter 15-20 minutter.

Hændelsen har selvsagt chokeret Christoffer og hans forældre, og mandag vurderede direktør og centerchefer i Center for Børn & Unge i Gribskov Kommune, at de tre medarbejdere skal have en pause fra jobbet på ubestemt tid.

Beslutningen er taget ud fra, at de tre medarbejdere kun skulle holde styr på ti børn, og at der derfor er tale om et stort svigt, som direktør i Børn og Unge i Gribskov Kommune, Pernille Halberg Salamon, beskriver som særdeles alvorlig og dybt beklagelig i en pressemeddelelse.



- Det må ikke ske, at et barn bliver glemt på en tur med sin børnehave. Derfor har vi nu taget de nødvendige skridt, så alle børn har en sikker hverdag i vores institutioner, og alle forældre trygt kan aflevere deres børn, fortæller Pernille Halberg Salamon.

Fundet af fremmed mand

Mens lille Christoffer sad stortudende og efterladt på en sten, blev en forbipasserende mand heldigvis opmærksom på ham.

- Til at starte med blev han fundet af en mand, der var ude at samle bær. Det var åbenbart en meget betænksom mand, som kunne se, at der sad en meget lille dreng og græd utrøsteligt på en sten, og han kunne ikke se nogen voksne i nærheden. Han nærmer sig meget forsigtigt og går helt på hug og snakker med Christoffer, siger farmoren, Mariann Vasbo, til eb.dk.

Manden tog Christoffer med ned på stranden for at lede efter forældrene, inden én af pædagogernes mand på et tidspunkt møder dem. Herefter bliver Christoffer bragt tilbage til Engerød Børnehave, hvor både forældrene og farmor og farfar ventede efter en lille lur oven på strabadserne.