De ansatte på værestedet Solhaven er i chok, efter at en af de drenge, der er tilknyttet stedet, sprøjtede med peberspray i hovedet på en pædagog. Det er anden gang indenfor 14 dage, at stedets ansatte bliver overfaldet.

- En person ringer til os og fortæller, at en af vores unge render rundt inde i Aalborg, hvor han er involveret i slagsmål flere steder, forklarer Søren Virenfeldt, der er forstander på værestedet Solhaven, hvor den 16-årige opholder sig til dagligt.

To pædagoger blev straks sendt afsted for at finde den 16-årige. De møder ham klokken to i nat ved Nytorv i det centrale Aalborg. Her går den ene af pædagogerne hen og lægger hånden på skulderen af drengen og spørger ham, om ikke det er bedre, hvis han tager med dem tilbage til Solhaven. Det gider den 16-årige ikke. I stedet stikker han af, men løber uheldigvis ind i armene på den anden pædagog, som forsøger at stoppe ham.

- Pludselig hiver han en peberspray frem og sprøjter det i hovedet på pædagogen. Den anden medarbejder forsøger at indhente ham men må opgive, da en gruppe af hans venner vælger at jagte pædagogen. 'Slå dem ned, slå dem ned' råber drengen til sine venner, så der er vist ingen tvivl om, at de ville vores medarbejdere ondt, forklarer forstanderen.

De to pædagoger indstiller jagten og tilkalder i stedet politiet, der får ro på gemytterne. Den 16-årige er på det tidspunkt over alle bjerge. De to pædagoger skal nu bruge de næste par dage til at bearbejde den voldsomme oplevelse.

- De er selvfølgelig meget rystede, det er klart. For selvom han er en dreng med sociale problemer, så er han en af de unge, der har klaret sig bedst hos os. Derfor har hans opførsel har været meget overraskende, og medarbejderne mener, at han har været påvirket af stoffer. Jeg kan kun opfordre ham til at komme tilbage til os.

Andet overfald på 14 dage
Forstander Søren Virenfeldt kan sagtens sætte sig ind i, hvordan hans medarbejdere har det dagen derpå.

- For 14 dage siden var jeg sammen med to andre pædagoger ude og hente en ung. Da vi kommer derud, forsøger han at stikke af, og vi vælger at fastholde ham. Det resulterer i at 20-25 indvandrere overfalder os. Episoden var så voldsomt, at en pædagog blev slået bevidstløs og en brækkede fingeren. Så det er virkelig ubehageligt, når den slags sker.

De voldsomme overfald afskrækker dog ikke forstanderen, der ser det som hans ansvar at få afstikkerne tilbage i folden.

- Kommunen har givet os ansvaret for de her unge, derfor ser jeg det som vores opgave at motivere dem til at komme tilbage til Solhaven. Så det vil vi blive ved med.

Den 16-årige er endnu ikke fundet, men han kan se frem til to sigtelser fra politiet. En for overtrædelse af våbenloven og en for vold, da han sparkede den ene pædagog under flugten.