Hundebid, knippelsuppe og peberspray. Fredagen bød på kaos i Retten i Helsingør.

Foreløbig er tre personer anholdt og flere er muligvis på vej efter uroligheder i retsbygningen i Helsingør fredag.

Urolighederne opstod i forbindelse med et retsmøde, hvor tre røverisigtede mænd skulle have forlænget deres varetægtsfængsling.

- Efter retsmødet står der en gruppe på omkring 20 personer i forhallen, som forsøger at komme i kontakt med de fængslede.

- Det må de ikke, og politifolkene forsøger at holde dem væk, fortæller stationsleder i Helsingør Niels Jørgen Møller.

Politifolkene vælger derefter at tilkalde assistance, men trods flere betjente lykkes det ikke at få styr på gemytterne.

- Der bliver slået ud efter vores leder med knyttet næve og en af de fængslede må lægges i håndjern, og det hidser dem bare endnu mere op, fortæller Niels Jørgen Møller.

Undervejs ankommer en hundepatrulje til stedet og tager opstilling uden for retsbygningen. Det opdager en mand fra den urolige gruppe dog ikke, og han kommer for skade at løbe ind i en hund.

- Den tror, at den og dens fører bliver angrebet, og så bider den. Der er et par stykker mere, som bliver bidt, og en vores egne bliver også bidt i hånden, siger stationslederen.

Politiet har i forbindelse med episoden kørt tre personer på hospitalet til behandling for hundebid. De er alle anholdt.

For at få ro på gemytterne valgte politifolkene desuden at bruge knipler og peberspray, og man er i øjeblikket ved at danne sig et overblik over, hvor mange flere der skal anholdes og hives med på stationen.

- Der kan både være tale om sigtelser for forsøg på at befri en anholdt, hvis det er det, der har været tale om. Og så vil der nok også være sigtelser for forsøg på vold mod politiet, fordi der er blevet slået ud efter vores folk, siger Niels Jørgen Møller.

/ritzau/