Tre p-vagter udførte blot deres arbejde på gaderne omkring Christiania, da en gruppe maskerede mænd angreb dem med køller. Men p-vagter har i lang tid frygtet Christiania, og det er ikke første gang, at vold nu tvinger vagterne væk.

Gerningsmændene sendte alle tre ofre på hospitalet. En mand i 40’erne var så forslået, at han måtte køres til Rigshospitalets Traumecenter, mens de to andre - en kvinde og en nyuddannet mandlig p-vagt i 20’erne – kunne køres til skadestuen med overfladiske skrammer. Alle tre blev udskrevet i går og modtager nu psykologhjælp.

- Vores kolleger har det efter omstændighederne godt, men psykisk er de medtaget, og jeg kan ikke sige noget om, hvornår de vender retur til deres arbejde, siger fællestillidsrepræsentant Jørgen Smedegaard fra Center for parkering i Københavns Kommune.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ:

Derfor har ledelsen nu valgt at suspendere arbejdet nær Christiania i den kommende tid, og derfor kunne man dagen derpå se politibetjente gå rundt og udskrive bøder på gaderne omkring fristaden.

Det er ikke første gang, p-vagterne må trækkes ud af den - for autoriteter - betændte bydel. Det samme gjorde politiet i 2004, og det er også sket ved Blågårdsplads på Nørrebro. Siden 2009 har Københavns Kommune registreret ni overfald på gaderne Refshalevej, Prinsessegade og Bådsmandsstræde - groft verbale, hvor vagterne er blevet truet, spyttet på og fået kastet ting efter sig.

Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal er tidligere blevet bedt om at forholde sig til overfald på p-vagter på fristaden, og sidste år erkendte hun, at ’p-vagter helst ikke skal færdes der sent om aftenen eller natten’. Det bekræfter fællestillidsrepræsentanten.

- Der er en del, der ikke har lyst til at arbejde i området. Jeg har heller ikke selv lyst til at komme i gaderne omkring Christiania, fordi man ved ikke, hvad der kan ske. Men vi tvinger ingen derud, som ikke har lyst til det, siger Jørgen Smedegaard, der har været i faget i otte år og aldrig har oplevet overfald.

LÆS OGSÅ
:

Én af dem, der har oplevet at blive overfaldet, er 50-årig Bob Petersen, der var p-vagt frem til 2003. Han fik kastet flasker efter sig og blev truet.

- Dengang havde vi vores grønne uniformer, og de gik løs på alt, der mindede om en grøn trøje. Jeg har engang set én i en grøn joggingtrøje blive overfaldet, fordi de troede, det var en p-vagt. Det var med livet som indsats, at man satte sine ben derude. Efter jeg blev overfaldet nægtede jeg at komme derude, fortæller Bob Petersen.

Center for parkering er nu i dialog med politiet om, hvornår det igen er sikkert at vende retur. Kun et enkelt overfald på en p-vagt er registreret i 2011, og det får politiet til at kalde fredagens sag for enestående. Til gengæld savner de signalement og spor i sagen.