Dronningen kan ikke have sine roser i fred i Marselisborg Slotspark i Aarhus.
Parken er fyldt med gamle og sjældne roser, men de kan ikke få lov til at være i fred for tyveknægte.
I år er parken blevet rippet for 60 roser, og det har fået kommunen til at overveje, om man skal lukke adgangen til den 13 hektar store slotspark om aftenen, skriver Jyllands-Posten.
- Vi vil gerne appellere til det øvrige publikum om at være opmærksom på, om der er nogen, som går med poser, der ser lidt mistænkelige ud, siger gruppeleder Jørgen Winther Høgstrup, der står for kommunens tilsyn med slotsparken.
Dronningens rosensamling består af 266 rosenformer, og der er adskillige af dem, som er meget sjældne. Nogle kan dateres 2500 år tilbage som rosentype.
Del: