Et retsdokument kæder en eller flere personer på Christiansborg sammen med Researchkollektivet Redox, hvis medlemmer er dømt for vold og hæleri af hackede oplysninger.

I flere døgn blev den højreorienterede blogger, Kim Møller, overvåget, og flere gange blev han opsøgt på sin privatadresse af aktivister fra den yderste venstrefløj. Aktivister forsøgte at finde ’snavs’ på ham og overvejede at hacke hans personlige e-mail. Alt sammen på bestilling fra en eller flere personer på Borgen.

Det fremgår af bevismateriale fra en retssag mod Researchkollektivet Redox, som Kim Møller ved hjælp af en advokat har fået aktindsigt i, og som BT nu er i besiddelse af.

I forbindelse med efterforskningen mod fire personer fra Redox fik politiet adgang til et lukket internetforum, hvor aktivisterne diskuterede fremtidige aktioner.

Det er de dokumenter, BT er i besiddelse af.

Den 2. oktober 2009 skrev administratoren af Redox’ interne sider, at han var blevet kontaktet af en eller flere unavngivne personer fra Christiansborg.

- Vores bekendte på Borgen ringede, og spurgte om vi har lyst til at prøve at samle dokumentation til at gøre et eller andet ved Kim Møller, foranlediget af skandale-artiklen i BT sidste weekend, hvor han stod som kilde, skriver sidens administrator.

Udksriften af Redox' interne sider, hvor ordene 'vores bekendte på Borgen' optræder.
Udksriften af Redox' interne sider, hvor ordene 'vores bekendte på Borgen' optræder.
Vis mere

Debattråden indgik som bevismateriale i en retssag mod fire mænd med tilknytning til Researchkollektivet Redox, der var tiltalt for en række forhold, herunder omfattende hacking. Sagen endte med, at tre af de tiltalte blev dømt for 60 dages fængsel for hæleri af hackede oplysninger, og sagens hovedmand fik fem måneders betinget fængsel for vold og hærværk.

I beskeden fra netværkets administrator - som ifølge BTs oplysninger er ham, der blev dømt for vold - opfordres der til, at gruppens medlemmer finder noget ’snavs’ på Kim Møller ved blandt andet at hacke sig ind i hans computer:

- Derudover så naturligvis en digital indsats (kan man f.eks. få adgang til hans mail?) og generelt gravearbejde, eventuelt suppleret op med et par dages døgnovervågning. Hvad siger folk til, at vi kaster os over ham?, hedder det i beskeden.

Kim Møller er chokeret over de ordrer, der tilsyneladende blev udstedt fra Christiansborg.

- Det er foruroligende, at der sidder nogen på Christiansborg og bestiller repressalier mod politiske modstandere. Det er ikke i orden, siger Kim Møller.

Af dokumenterne fremgår det, at Redox fandt både hans adresse samt navnene på hans børn, og at der hele to gange indfandt sig personer fra Redox på hans adresse. Få måneder efter Redox havde gravet i hans privatliv, blev Kim Møller overfaldet ved en demonstration i Aarhus, hvor han fotograferede.

- De råbte ’Du er Kim Møller, du er Kim Møller’ og så overfaldt de mig. Hvorfra vidste de fra, hvem jeg var, spørger Kim Møller.

Kim Møller betegner sig selv som ’national-konservativ blogger’ og er kendt for at hænge personer fra den yderste venstrefløj ud på sin blog, Uriasposten. Han er ifølge eget udsagn ikke medlem af noget parti eller gruppering, men hans kæreste er dog folketingsmedlem for Dansk Folkepati.

Enhedslisten: Det var ikke os

Det var efter alt at dømme en kritisk artikel i BT om Enhedslistens folketingskandidat, Pelle Dragsted, der udløste overvågningen af Kim Møller.

26. september 2009 medvirkede Kim Møller som kilde i en kritisk BT-artikel om Pelle Dragsted, som dengang var presserådgiver i Enhedslisten. Artiklen beskrev Pelle Dragsteds fortid som maskeret frontfigur i den voldelige aktivistgruppe Antifascistisk Aktion (AFA). I artiklen bekræftede Pelle Dragsted sin militante fortid, og tog samtidig skarp afstand fra den:

»I dag står jeg et helt andet sted politisk - det er jo derfor jeg er medlem af Enhedslisten,« sagde Pelle Dragsted til BT.

Bloggeren Kim Møller optrådte som kilde i denne BT-artikel fra 26. september 2009.
Bloggeren Kim Møller optrådte som kilde i denne BT-artikel fra 26. september 2009.
Vis mere

Kun få dage senere - 2. oktober 2009 - blev Redox kontaktet af en eller flere unavngivne personer fra Christiansborg. Officielt er Redox ikke en del af den yderste venstrefløj, men der eksisterede dengang et personsammenfald mellem Redox og Antifascistisk Aktion.

Da BT ringer til Pelle Dragsted og spørger, om det var ham, der ringede til Redox, svarer han:

»Det kan jeg ikke huske«.

Senere sender han en mail til BT, hvor han afviser ethvert kendskab til sagen:

»Jeg kunne ikke drømme om at opfordre til den slags metoder. Jeg synes, det er langt ude,« skriver han.

Enhedslisten benægter i en mail ethvert samarbejde med Reseachkollektivet Redox.

»Jeg kan oplyse, at Enhedslisten ikke har et samarbejde med Redox, og jeg har tjekket vores regnskaber for folketingsgruppe og landsorganisation, hvor det altid fremgår, hvem vi modtager støtte fra, og hvem vi støtter. Her kan jeg se, at Redox ikke har modtaget nogen økonomisk støtte fra Enhedslisten,« oplyser partiets pressemedarbejder.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Researchkollektivet Redox, men de har ikke besvaret BTs henvendelse.

Fakta om Redox

Researchkollektivet Redox er en gruppe på den yderste venstrefløj, der indsamler information om personer og grupperinger på højrefløjen og i nazistiske miljøer.

Flere medlemmer af gruppen er dømt for blandt andet hæleri af hackede oplysninger og vold.