En bilinspektør skal undersøge to biler for skader efter et frontalt sammenstød, der kostede en mand livet.

En mand mistede mandag formiddag livet, da han i sin bil kørte frontalt ind i en modkørende lastbil under en overhaling.

Ulykken skete kort før klokken 12 på Genvejen i Hasselager i det sydlige Aarhus, oplyser vagtchef Stig Heidemann, Østjyllands Politi.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvordan manden, der kørte i en lille personbil, kunne overse lastbilen, hvis chauffør forsøgte at undgå sammenstødet. Men forgæves.

»Det er et lige stykke vej,« siger Stig Heidemann.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og for at undersøge de to involverede biler for fejl og mangler.