En 17-årig pige fra Sønderborg blev i denne uge væltet omkuld og forulempet af en engelsktalende person. Politiet undersøger, om episoden kan kobles til problemer med lokale asylansøgere, der har krænket piger i byens natteliv.

Torsdag modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra en 17-årig pige, der var blevet overfaldet på åben gade i Sønderborg.

Ved 22-tiden onsdag aften blev pigen væltet omkuld af en mørklødet mand over for Kultur- og Medborgerhuset Sønderborghus. Manden, der talte engelsk, knappede pigens bukser op og forsøgte at få bukserne af hende, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

»Kvinden forsvarer sig så med en peberspray, hvorefter den engelsktalende mand stikker af fra stedet,« tilføjer Knud Kirsten, der er leder af Lokalpolitiet i Sønderborg til TV Syd.

Sagen kommer frem i lyset få døgn efter en lokal diskoteksejer i Sønderborg fortalte, at det har præget byens natteliv, at den tidligere kaserne for halvandet år siden blev omdannet til asylcenter.

»Vi må konstatere, at en stor del af de mandlige gæster, der er kommet fra det lokale asylcenter, har meget svært ved at respektere det andet køn. I mine øjne er det en krænkelse, hvis en eller flere mænd fortsætter med at røre ved en ung pige efter at hun har sagt stop,« sagde Glenn Hollender fra diskoteket Den Flyvende Hollænder i sidste uge.

Knud Kirsten fra lokalpolitiet fortæller, at det er for tidligt at sige, om gerningsmanden kommer fra det lokale asylcenter, og om der kommer en straffesag ud af anmeldelsen fra den unge pige.