En 16-årig dreng, der er sigtet for vold af særlig farlig karakter, har ganske usædvanligt fået lov til at være varetægtsfængslet i surrogat hjemme hos sin mor og far. Det skyldes, at både byretten og Østre Landsret mener, at han trods sigtelsen skal have mulighed for at kunne passe sin skole, skriver eb.dk.

Den 16-årige er en af de fem unge voldsmænd, der ifølge politiets sigtelse julenat begik særlig grov vold mod en 23-årig kvinde og hendes 25-årige kæreste på Vesterbro i København. Alle fem nægter sig skyldige.

Den voldssigtede skoleelev blev anholdt i midten af januar, og blev i første omgang ligesom en anden medsigtet  under 18 år varetægtsfængslet på en lukket institution for unge.

Læs også:

Da varetægtsfængslingen skulle forlænges i mandags, havde den 16-åriges forsvarer og Københavns Kommunes socialforvaltning held til at overbevise dommeren om, at den unge mand skulle have lov til at tage hjem til sin mor og far på Vesterbro for at fortsætte varetægtsfængslingen i surrogat her under skærpet tilsyn af forvaltningen, så han kunne passe sin skole.

»Både skolen og hans familie støtter op. Forvaltningen har stillet en række punkter op, som han skal overholde,« siger anklager Hanne Christensen til eb.dk.

Læs også:

Vilkårene er blandt andet, at den unge mand skal passe sin skole minutiøst, skal følges til og fra skole af sine forældre og ikke må kommunikere med folk, der er involveret i voldssagen.