Politiet i Malmø har siden 2. februar haft to mænd i varetægt, der sættes i forbindelse med overfaldet på den gravide Joana Dervichi.

Nu er den ene, den 17-årige A.S. blevet udleveret til Danmark, hvor han sigtes på overfaldet og røveriet mod højgravide Joana Dervichi, 42, den 23. januar i Valby.

Det skriver ekstrabladet.dk.

Han blev anholdt 2. februar på Malmø Centralstation sammen med den 16-årige H.S., da begge blev genkendt af vagtfolk på efterlysningsbillederne fra København.

Politikommissær Ove Randrup, Station City, bekræfter overfor ekstrabladet.dk, at politiet mandag har hentet den 17-årige i Malmø.

Den 17-årige bliver i morgen fremstillet i Københavns dommervagt, som den 3. februar varetægtsfængslede både A.S. og H.S. 'in absentia' med henblik på udlevering fra Sverige.

De blev sigtet for grov vold og røveri mod den 42-årige Joana Dervichi.

Ifølge ekstrabladet.dk skulle politiet også have udleveret den 16-årige H.S., men han er indlagt på en psykiatrisk afdeling i Malmø.

Den højgravide Joana Dervichi blev overfaldet kort før, hun nåede sit hjem i Valby. Hun havde netop været i banken for at hæve penge til babyudstyr og til sin mors rejse, da fire mænd sprang på hende. De slog og sparkede hende og stjal hendes penge.

Politiet mener, at A.S. og H.S. var to af de fire mænd, der skyggede Joana Dervichi med S-tog og bus fra Nørrebro til Kærskiftevej i Valby, hvor hun blev overfaldet.

Politiet har tidligere udtalt, at de ikke er sikre på, hvor de to anholdte kommer fra. Ifølge ekstrabladet.dk mener politiet, at de kan være asylansøgere i Danmark.