17 tidligere statsløse har indledt erstatningssag for uretmæssigt at være blevet nægtet statsborgerskab.

København. Sagen om danske myndigheders fejlagtige behandling af statsløses ansøgninger om statsborgerskab startede med en række artikler i dagbladet Information.

Sagen kostede Venstres Birthe Rønn Hornbech en ministerpost.

Østre Landsret har tirsdag indledt sagen, hvor 17 tidligere statsløse kræver erstatning af staten.

Bliv klogere her:

* I august 2015 slog Statsløsekommission fast, at Danmark gennem 19 år havde administreret i strid med internationale konventioner, fordi man ikke havde efterlevet statsløses ret til lempeligere adgang til dansk statsborgerskab.

* Kommissionen blev nedsat i 2011 af den daværende regering. Det skete, efter at dagbladet Information havde afsløret, at en række statsløse personer havde fået afslag på dansk statsborgerskab, som de ifølge konventionerne var berettiget til. Sagen indbragte avisens journalister en Cavling-pris i 2011.

* Kommissionens beretning var et foreløbigt punktum i sagen, der allerede i foråret 2011 førte til, at den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev fyret som minister.

* I kølvandet på myndighedernes fejlagtige sagsbehandling kræver 17 tidligere statsløse erstatning og godtgørelse for tort.

* Sagsøgt er Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som nu hedder Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

* Også Birthe Rønn Hornbech er omfattet af søgsmålet, men den del af sagen, er udskudt af landsretten.

* Det skyldes, at Birthe Rønn Hornbechs advokat i juni trak sig på grund af en interessekonflikt.

* Retsformanden i Østre Landsret kalder det tirsdag "beklageligt og meget uheldigt", at sagerne dermed ikke kan føres samtidig, som det ellers var tiltænkt.

Kilder: Ritzau, Østre Landsret.

/ritzau/