Få et overblik over den omfattende sag om svindel med teoriprøver i København, hvor der faldt dom onsdag.

København. En kørelærer, en assistent og tre tolke er onsdag dømt for fusk med teoriprøver. En anden kørelærer, der også var tiltalt, blev frifundet. Læs om sagen her.

* Medarbejdere i færdselsafdelingen i Københavns Politi i Valby havde i begyndelsen af 2015 i nogen tid haft en fornemmelse af, at elever fra arabiske hold langt oftere end andre bestod teoriprøver med nul fejl.

* I foråret 2015 modtager man et konkret tip fra en medarbejder på asylcentret Sandholm i Nordsjælland. Tippet går på en bestemt kørelærer.

* 9. marts 2015 vælger de ansatte i færdselsafdelingen at optage en teoriprøve på en diktafon. En arabisktalende betjent får straks mistanke om, at tolken taler i koder, som instruerer eleverne i at svare "ja" eller "nej".

* 24. marts 2015 anmelder en motorsagkyndig sagen til Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet. Efterforskerne iværksætter telefonaflytning af en kørelærer og en tolk.

* I maj 2015 bliver efterforskningen udvidet til også at omfatte køreprøver i Frederikssund.

* I juni 2015 iværksættes aflytning af en telefon, som tilhører en assistent for den mistænkte kørelærer.

* 6 juli 2015 slår politiet til. Under en køreprøve i Valby bliver den mistænkte kørelærer anholdt, og køreskolen bliver ransaget. Efter prøven anholdes en tolk og ni elever.

* Syv af eleverne er i besiddelse af mobiltelefoner. De er pakket ind i toiletpapir. På telefonerne står numrene på bagsiden. Numrene findes også på et papir, som ligger hos kørelæreren.

* Hos kørelæreren findes toiletpapir magen til det, som telefonerne er pakket ind i. Det er hvidt med tryk af elefanter.

* Politiet får undersøgt telefonerne for dna. På en af dem findes dna fra kørelæreren. På to andre telefoner findes dna fra kørelærerens assistent.

* Alt i alt bliver 18 kørelærere, tolke og elever anholdt ved aktionen 6. juli 2015. Alle bliver løsladt efter endt afhøring.

* I marts 2016 bliver der rejst tiltale i sagen. To kørelærere, en assistent og tre tolke er under anklage. Alle nægter sig skyldige.

* 18 januar 2017 begyndte sagen ved Retten på Frederiksberg. Dommen faldt 29. marts. De dømte har nu to uger til at beslutte, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

/ritzau/