Mange sten er i august kastet ud fra motorvejsbroer. Her er et overblik over lignende sager gennem tiden.

København. Tirsdag blev der kastet sten ud fra en motorvejsbro ved Høje Taastrup. Flere lignende sager har på det seneste gjort landets motorveje usikre. En 33-årig kvinde mistede livet i en stenkastulykke.

Her er et overblik over nogle af de tidligere tilfælde af farlige situationer som følge af ting, der er blevet kastet ned fra broer over trafikken:

* 19. juli 2003: To biler bliver ramt, da tunge betonstykker kastes ned på motorvejen ved Lellinge vest for Køge. En af bilerne blev ramt af en 7,2 kilo tung betonflise.

* Juni 2006: Fire unge fynboer får fængselsstraf, efter at de har kastet sten og store betonblokke mod biler på en motorvej syd for Odense.

* 27. april 2008: En 17-årig dreng får beskadiget sin milt, da han på passagersædet i en bil rammes af sten, der bliver kastet fra en gangbro ved afkørsel 50 på motorvej E20 ved Odense.

* Politiet oplyser i den forbindelse, at tre personer et halvt år tidligere er blevet fængslet for at smide sten ned på motorvejen fra en bro.

* 18. januar 2009: En kvindelig bilist slipper uskadt, da en sten kastes ned og smadrer forruden på hendes bil. Det sker i det sydøstlige Odense.

* 6. november 2010: En patruljevogn rammes af en større knækflise, der bliver kastet ned fra en gangbro i Brabrand ved Aarhus.

* 12. marts 2011: En to kilo tung betonsten knuser forruden på en anden patruljebil og rammer en betjent i benet ved samme gangbro i Brabrand.

* 31. januar 2016: En bil med en tysk turist bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade.

* Samme aften bliver en betonflise kastet ned over en familiebil samme sted. Moren i bilen får en hovedskade, mens børnene og faren slipper uden skader. Begge hændelser fandt sted ved motorvejsbroen Langesøvej på Fynske Motorvej.

* 29. februar 2016: Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi smider en gruppe drenge en metalplade fra en motorvejsbro nær Ringsted. Pladen rammer en bil og forårsager en 70 centimeter lang flænge. Ingen kommer til skade.

* 20. august 2016: En sten på størrelse med en knytnæve kastes ned på ringvejen ved Seden nordøst for Odense. Bilisten slipper for skrammer.

* 21. august 2016: En 33-årig tysk mor omkommer, da blandt andet en 30 og 9,5 kilo tung betonflise kastes ned fra motorvejsbroen ved Langesøvej. Hendes 36-årige mand kommer alvorligt til skade, mens deres femårige søn er uskadt.

* 22. august 2016: Ifølge lokalpolitiet i Silkeborg kaster seks unge i 16-års-alderen blandt andet tre sten på mellem otte og ti kilo efter en vagtbil på den lukkede motorvej ved Silkeborg omkring midnat til 22. august.

25. august 2016: En 77-årig mand slipper uskadt fra en episode på Hillerødmotorvejen, hvor en sten kastet ud fra en bro smadrer soltag i mandens bil.

30. august 2016: En lastbil bliver ramt af sten, som kastes ud fra en motorvejsbro ved Høje Taastrup. Chaufføren slipper uskadt.

Kilder: TV2 Fyn, TV2, Ritzau.

/ritzau/