En betjent blev kritisk såret, da han og en kollega og en civil person blev ramt af skud under en politimæssig rutineopgave på Christiania onsdag aften.

En anholdelse i forbindelse med hashhandlen på Christianshavn udviklede sig onsdag aften dramatisk, da en person pludselig trak et våben og skød mod betjentene.

Det var en gruppe civile betjente fra Task Force Pusherstreet, der var i gang med en anholdelse, da en mand pludselig trak et våben og skød. En betjent blev ramt i hovedet og blev livsfarligt såret, mens hans kollega blev ramt i låret. Han er uden for livfare. Også en civil person blev ramt under skyderiet. Han er også uden for livsfare.

Efter skyderiet var politiet massivt til stede på Christiania og på Christianshavn.

To betjente og udlænding ramt af skud på Christiania.
To betjente og udlænding ramt af skud på Christiania. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I løbet af natten anholdt politiet en mand, som man mener har relation til gerningsmanden.

»Vi har meget politi på gaden, og vores efterforskning kører på højtryk. Vi agter at finde den her gerningsmand og stille ham til ansvar for den her forbrydelse,« lød det fra politidirektør Thorkild Fogde på et pressemøde klokken seks torsdag morgen.

Kort før klokken seks offentliggjorde politiet et billede af manden, som ifølge politiet har tilknytning til hashmiljøet på Christiania. Han betegnes som farlig.

»Han har vist sine onde hensigter, og det har selvfølgelig intentioner om at bringe til ophør,« tilføjede han.

Politiet mener dog ikke, at manden udgør en risiko for den brede befolkning.

»Men han er presset og trængt. Derfor er vi nødt til at tage ekstra forholdsregler,« understregede han.

To betjente og udlænding ramt af skud på Christiania.
To betjente og udlænding ramt af skud på Christiania. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Her følger et overblik over det, vi indtil videre ved i sagen.

* To politifolk blev ramt af skud under en rutineopgave i Pusherstreet på Christiania omkring klokken 23 onsdag aften.

* Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens den anden blev ramt i benet.

* En af betjentene er ifølge politidirektør ved Københavns Politi Thorkild Fogde 'hårdt og kritisk såret', mens den anden er uden for livsfare.

* En civil af udenlandsk herkomst blev også ramt i benet. Også denne person meldes uden for livsfare.

* Københavns Politi mener at kende identiteten på gerningsmanden, der har forbindelse til hashmiljøet på Christiania. Politidirektør Thorkild Fogde betegner den mistænkte som "farlig".

* Københavns Politi har i forbindelse med eftersøgningen af gerningsmanden tilkaldt ekstra styrker og allieret sig med svensk politi og andre danske politikredse.

/ritzau/