Parken opkøbte egne aktier for at påvirke aktiekursen, lyder det i Østre Landsret.

København. Var det med en bagtanke om at holde hånden under aktiekursen, at Parkens daværende ledelse sørgede for at opkøbe selskabets egne aktier i en periode i 2007 og 2008?

Eller var det udelukkende til brug for virksomhedsopkøb og optioner til ledende medarbejdere?

Det har været de centrale spørgsmål i ankesagen om påstået kursfup med aktier i Parken. Torsdag faldt dommen: Halvandet års fængsel til de to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup.

Se forløbet her:

* Sagen går helt tilbage til 2009, hvor anklagemyndigheden første gang finder anledning til at se på Parkens handel med egne aktier efter en kritisk historie i Økonomisk Ugebrev.

* Finanstilsynet går ind i sagen. I 2010 anmelder tilsynet Parken Sport & Entertainment til Bagmandspolitiet for ulovlig kursmanipulation. Et års tid senere rejser Bagmandspolitiet sigtelse i sagen.

* Bagmandspolitiet rejser tiltale i sagen i november 2013. Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via to banker købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner i en periode fra november 2007 til oktober 2008.

* Tidligere formand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup bliver tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

* Der rejses tiltale mod i alt fire personer, hvoraf to er beskyttet af navneforbud, samt de to selskaber Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank A/S.

* Alle tiltalte nægter sig skyldige.

* Sagen indledes i 2014, og 8. september 2015 bliver Østergaard og Glistrup kendt skyldige i kursmanipulation, men kun for en mindre del af anklageskriftets punkter. De får henholdsvis fire og seks måneders ubetinget fængsel. Jørgen Glistrup får konfiskeret 20.000 kroner.

* Begge Parken-topfolk anker sagen til landsretten. Anklagemyndigheden havde krævet to års fængsel og anker til skærpelse.

* FIH Erhvervsbank frifindes i byretten. Selskabet Parken Sport & Entertainment får en bøde på en million kroner. Anklageren havde krævet bøde på 50 millioner og har også anket sagen til landsretten.

* To yderligere tiltalte, som er beskyttet af navneforbud, fik betingede fængselsstraffe på henholdsvis 30 og 40 dage. En af dem har anket sagen.

* Landsretten tog fat på ankesagen i august 2016.

* Torsdag faldt dommen: Halvandet års fængsel til Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup. Derudover får Flemming Østergaard konfiskeret ni millioner kroner, mens Jørgen Glistrup får konfiskeret 800.000 kroner.

* Selskabet Parken får en bøde på 13 millioner kroner, mens en yderligere tiltalt får betinget fængsel på fire måneder.

Kilder: Ritzau, Københavns Byret, anklagemyndigheden.

/ritzau/