Der er dødsensfarlige krysantemumbomber i omløb fra mindst to indbrud på Sjælland, der er sket i 2014.

Det ene indbrud fandt sted så sent som d. 9. december i et militært lager i en bunker i Allerød på Nordsjælland.

Nordsjællands politi betegnede indbruddet som 'professionelt' på grund af det anvendte værktøj, og her blev blandt andet stjålet 25 kasser med krysantemumbomber.

I alt 1.750 bomber af størrelsen fire tommer og seks tommer af mærket Unique Pyroteknik.

Politiet advarede dengang, fordi bomberne er livsfarlige i de forkerte hænder. Både med hensyn til opbevaring samt affyring.

Også på Sydsjælland blev der i 2014 stjålet et stort antal krysantemumbomber, der også kaldes luftbomber, fordi de er konstrueret til at eksplodere højt oppe i luften.

Her fik fyrværkerimester Michael Gram Larsen stjålet 1.600 stk. af sine privat producerede krysantemumbomber, ligeledes seks- og fire tommer-bomber.

Fyrværkeri han normalt anvender, når hans firma Tinghøjgård Fyrværkeri leverer fest og farver til jubilæer, byfester og festivaller.

»En krysantemumbombe på fire tommer indeholder 330 gram krudt, en seks-tommers har 1,2 kilo indeni. Så de store er mere end tyve gange så kraftige som en håndgranat, og så kan man selv regne ud, at der er tale om en helt utrolig kraft«, siger Michael Gram Larsen.

»Folk aner slet ikke, hvor farligt det er, og hvilke kræfter de har med at gøre. Derfor er det så vigtigt, at den slags kun bliver håndteret af professionelle. Almindelige mennesker skal holde sig meget langt væk fra den slags«, siger Michael Gram Larsen til BT.

»Hvis du står med hovedet over den slags bomber, så vil alt, hvad der er i vejen for bomben, blive sprængt væk. Den fjerner simpelthen hovedet, eller de dele af det, der er i vejen. Og jeg er bange for, at det er det, der er sket ved ulykkerne i Nordjylland«, siger Michael Gram Larsen, der får hundredevis af henvendelser fra private hvert år, der spørger, om han kan skaffe dem krysantemumbomber.

«Folk er vanvittige, de vil bare have et fyrværkeri, der er større end naboens, og glemmer at tænke på, hvilke enorme kræfter der er på spil«.

Michael Gram har mere end 30 års erfaring som fyrværkerimester og har en særlig tilladelse, der giver ham lov til at producere, opbevare og affyre fyrværkeri hele året.

Det samme har Lars Hoffmann Barfod, der gennem mere end 30 år har været fyrværkerimester i Tivoli.

Barfod siger til BT, at en af de farligste ting ved luftbomberne er, at de har en lunte, der ser ud til at være meget lang, men den er lavet til at brænde med lynets hast, så fyrværker-mestrene kan time deres festfyrværkeri, så den er lumsk.

»Når lunten er lavet indeni et papirrør, kalder vi det en stupin, og i sådan én brænder lunten hurtigere, end du kan nå at blinke med øjnene. Hastigheden ligger på omkring 300 meter i sekundet. Det er sådan cirka krudtets hastighed, og det er der ingen, der kan nå at flytte sig væk fra, siger Lars Hoffmann Barfod tørt.

Et andet af problemerne med de eksplosive bomber er det høje indhold af sort krudt, og et tredje problem er at de affyres op i luften via bomberør. Hvis ikke rørene har de rigtige mål, risikerer man, at de ikke løfter sig højt nok, så de eksploderer meget tæt på jorden.

Et fjerde problem er, at det kan være svært at se, hvilken vej bomberne skal vende, så de borer sig ned i røret og eksploderer på jorden tæt på de omkringstående mennesker.