12 tidligere ansatte på døgninstitutionen Solhaven i Farsø skal for en dommer i sagen, hvor de er tiltalt for grov vold, mishandling og ulovlig tvang. Adskillige vidner står klar til at fortælle, hvad der er sket.

Når den omfattende sag om mishandling på døgninstitutionen Solhaven i Farsø rulles ud ved Retten i Aalborg fra mandag, bliver der nærmest kø ved vidneskranken. Flere end 100 vidner skal afgive forklaringer, som skal afdække de mange anklager om grov vold og ulovlig tvang mod unge, som boede på opholdsstedet.

12 ansatte er tiltalt, og blandt andet lyder anklagen på vold med konsekvenser som flækkede læber, flænger i ansigtet, gangbesvær og blod i urinen.

Volden er angiveligt sket mellem 2005 og 2012 mod 21 unge, som i dag er mellem 17 og 26 år. Blandt andet har de ifølge anklageren oplevet hele 54 gange at blive mishandlet. Herunder skal nogle være blevet sparket og slået på kroppen og i hovedet.

En af de unge har desuden fået et vådt klæde over hovedet, som tiltalte hældte vand over - en torturform, der kaldes waterboarding, hvor det for den torturerede føles som om, at han drukner. Men angiveligt har ofret ligget på maven under mishandlingen.

Flere unge på institutionen har fået lussinger, slået hovedet mod en væg og er blevet skubbet af stole og ned ad trapper, så de har pådraget sig skader. Og i andre tilfælde har mishandlingen været så alvorlig, at forurettede mistede bevidstheden. Strafferammen - hvis de 12 bliver fundet skyldige - er op til seks års fængsel.

»Vi har rejst tiltale for grov vold, fordi vi mener, at volden har karakter af mishandling. Nu skal sagen for retten, og vi skal høre forklaringerne fra de tiltalte og vidnerne, og så er det op til retten at vurdere, om de tiltalte er skyldige,« siger den ansvarlige anklager ved Nordjyllands Politi, Lene Lentz.

Flere af forholdene i anklageskriftet omfatter desuden ulovlig tvang. Nogle af de unge er blevet tvunget til at tage tøjet af eller at sidde i længere tid på en malerspand eller en træpæl uden at kunne gå på toilettet eller få mad og drikke.

På grund af det massive antal vidner i sagen er man nødt til at gå systematisk til værks. På første retsdag vil de to anklagere, Lene Lentz og Jakob Herborg, ridse sagen op og forklare om efterforskningen. Herefter begynder afhøringerne af både tiltalte, forurettede og af de andre vidner.

Det kommer til at ske ved at anklagemyndigheden først spørger de tiltalte om en konkret voldsepisode, og herefter er det både det forurettede vidne, ligesom også andre vidner skal fortælle deres version, før man fortsætter til næste voldsepisode.

»Det er et komplekst og tidskrævende forløb, fordi så mange er involveret. Alle vidner skal først afhøres af anklageren, og herefter har de 12 tiltaltes forsvarere mulighed for at stille spørgsmål til vidnet,« forklarer anklager Lene Lentz.

Til sagen med massiv bevisførelse og et 27 sider langt anklageskrift er der afsat 40 retsdage, og dommen forventes først i marts næste år.

Sagen har allerede fået konsekvenser for Solhaven, der fredag erklærede sig konkurs - angiveligt fordi kommunerne tøver med at sende unge til institutionen på grund af den dårlige presseomtale, der er fulgt i kølvandet på de grove voldsanklager.