Drabsmanden i Otterup-tragedien medvirkede i TV 2-program om livet på en campingplads
På den fynske campingplads, hvor Otterup-familien i flere omgange nød livet, er man i chok over tragedien, der kostede tre mennesker livet torsdag i sidste uge, hvor Flemming Aage Skaaning tog sin ekskæreste og hendes lille datter med sig i døden.
- Det er dybt, dybt tragisk og ganske forfærdeligt. Jeg synes, at han hvilede meget i sig selv. Så derfor blev jeg meget ramt, da jeg fik at vide, hvad der var sket.
Sådan siger Per Blaabjerg, ejer af Topcamp Bøjden Strand på Fyn, hvor TV2s programserie ‘Campisterne’ blev optaget - og hvor Otterup-familien har nydt campinglivet under den åbne himmel og med gang i grillen i flere omgange.
I et af de otte programmer, som TV2-programserien, sendt i 2011, bestod af, medvirkede Flemming Aage Skaaning. Den nu afdøde mand skød og dræbte torsdag sin tidligere kæreste, den 38-årige lagerekspedient, Lene Travn Larsen, og hendes datter, Maja, på seks år. Det skete i det gule murstenshus på Bakkevej i Otterup, som familien for få uger siden var flyttet fra. Kærligheden brast, og de skulle alle i gang med et nyt liv hver for sig.
Men torsdag i sidste uge blev tre skud affyret med en salonriffel kaliber 22. Tre mennesker mistede livet. Først skød den 38-årige landbrugsuddannede mand sin ekskæreste og den lille pige. Så skød han sig selv. En ufattelig tragedie var en realitet.
Hændelsen har sendt chok-bølger gennem campingpladsen, hvor familien sidste år camperede fra påsken til uge 42.
- Når man hører om sådan noget, så er det et kæmpe chok, for Flemming var jo verdens roligste mand. Alle vidste, hvem han var, fordi han var så stor. Men han var fuldstændig rolig og næsten nede i slow motion. Han gik kun ét skridt, når andre gik to, siger Per Blaabjerg til BT.
I et af camping-programmerne deltog familien i en grillkonkurrence, hvor Den Skaldede Kok, Carsten Olsen, var dommer. Og sådan en konkurrence var lige noget for Flemming Aage Skaaning, der ifølge Per Blaabjerg, var rigtig glad for at stå ved familiens grill:
- Flemming var god til at grille og brugte meget tid på det. Han stod næsten altid og var i gang med at grille, når jeg kørte forbi. Det var en passion for ham, og han havde stor interesse og meget viden om det. Det var nok også derfor, at de meldte sig til grill-konkurrencen, siger Per Blaabjerg.
Flemming Aage Skaaning vandt dog ikke konkurrencen.
I dag er campingpladsen tydeligt mærket af tragedien. Flere familier, der kendte Otterup-familien, har pakket sammen og forladt området, efter tragedien er blevet offentligt kendt. At flere gæster har valgt at tage hjem og ‘samle sig’, forstår camping-ejeren godt.
- De har det ikke specielt godt. De kendte familien. Og de har det som pårørende rent ud sagt ad helvede til, siger Per Blaabjerg, der selv har svært ved at begribe, hvad der er sket. Han husker nemlig Otterup-familien som værende ‘harmonisk’.
- Det er en kæmpe tragedie. Det var en harmonisk familie, der var her for at campere. De havde det godt og var meget omkring deres børn. De gik meget op i at hygge med andre mennesker og med deres børn, siger Per Blaabjerg.
Han har ikke talt med Otterup-familien, efter de forlod camping-pladsen sidste år.
Flemming Aage Skaaning efterlod et familiemedlem, nemlig Lene Travn Larsens 14 år gamle søn, der ikke var i huset, da tragedien fandt sted.



