Flemming Oppfeldt, forhenværende MF, risikerer flere års fængsel, hvis han kendes skyldig i alle anklagepunkter.

Allerede for syv år siden havde politikeren Flemming Oppfeldt sex med en 14-årig dreng, som han fandt på internettet.

Dét fremgår af anklageskriftet mod 49-årige Flemming Oppfeldt, der nægter sig skyldig.

Forholdet til den 14-årige dreng kan tillige med tiltalen for samleje med en 13-årig dreng i Flemming Oppfeldts hus i Farum 12. september sidste år sende den tidligere folketingsmand i fængsel i årevis.

Politiadvokat Michael Jørgensen har rejst tiltale mod Flemming Oppfeldt i syv forhold, hvor han har forført eller betalt drenge til sex.

De alvorligste tiltaler om samleje med to børn under 15 år kan straffes med op til otte års fængsel.

En 50-årig sportsleder fik i torsdags to års fængsel for sex-misbrug af seks drenge i hans hjem og under træningsture i udlandet.

Ingen besøg af børn
Anklageren kræver også, at Flemming Oppfeldt fradømmes retten til at være sammen med børn under 18 år. De må ikke besøge ham i hjemmet, og han må ikke, uden politiets tilladelse, komme på besøg hos mennesker, hvor der opholder sig børn under 18 år.

Flemming Oppfeldt sagde i sidste uge, at han var lettet over, at der nu var rejst tiltale i sagen, så han ved, hvad det er, han skal forsvare sig imod. »Anklagen er forkert. Det er alt, hvad jeg kan sige om det,« sagde Flemming Oppfeldt.

Efter offentliggørelsen i går af anklageskriftet siger Flemming Oppfeldt, at han ikke har flere kommentarer end dem, han allerede er kommet med:

»Når jeg ikke vil udtale mig yderligere, så er det, fordi jeg mener, at jeg skal forklare mig over for retten først. Jeg har et indlysende behov for også at forklare mig over for offentligheden, men det vigtigste nu er, at retten får mine udtalelser før alle andre,« siger Oppfeldt til B.T.

Havde sex med 13-årig
Han sad varetægtsfængslet i en måned fra oktober til november sidste år. Flemming Oppfeldt har erkendt, at han havde sex med den 13-årige, men at han troede, drengen var meget ældre. Politikeren har i årevis brugt internettets chatrooms til at søge kontakt med drenge og unge mænd. I et retsmøde sagde han: »Jeg er ikke til fyre under 15 år.«

Anklageskriftet afslører, at Flemming Oppfeldt via sin computer har været i kontakt med en række drenge, hvis chat-navne mere end antyder, at de er meget unge.

»14 uerfaren«, »14årjomfru«, »Kris14«, »Kbh bøsse 14 år« og »Tommy14 1/2« er nogle af de chatnavne, som Flemming Oppfeldt, ifølge tiltalen, kontaktede på internet. Han gav dem sine telefonnumre og tilbød at hente dem, så de kunne have sex.

Sex mod betaling
Politiadvokat Michael Jørgensen har rejst tiltale mod Flemming Oppfeldt efter tre straffelovsbestemmelser:

Om samleje og anden kønslig omgang med barn under 15 år (otte års fængsel i strafferamme), om misbrug af alder og erfaring til at forføre personer under 18 år (fire år i strafferamme) og sex mod betaling med personer under 18 år (to år i strafferamme).

Københavns Byret har endnu ikke sat dato på retssagen mod Flemming Oppfeldt.

Advokat Jakob Arrevad, der er forsvarer for Flemming Oppfeldt, sagde i sidste uge, at der var »lidt meget garniture« i anklageskriftet. Han mener, at anklageren har taget en masse små forhold med, som aldrig var blevet rejst, hvis de stod alene.

jsz@bt.dk