Der skal styr på teknologi og lovgivning, hvis betjente skal optage afhøringer, mener Claus Oxfeldt.

København. En juraprofessor, en forsvarsadvokat og retsordførerne for Christiansborgs to største partier ønsker, at politiet skal optage afhøringer i alvorlige sager.

Og betjentenes fagforening, Politiforbundet, slutter sig gerne til koret, hvis der skabes klarhed over lovgivningen, og teknologien er på plads.

Kravet er opstået efter en TV2-dokumentar om en voldtægtssag fra Nordjylland.

Her har ofret trukket sin anklage tilbage, men Den Særlige Klageret vil ikke lade sagen gå om, fordi man tillægger offerets oprindelige forklaring mere vægt.

Sagen illustrerer, hvor meget vægt der lægges på de indledende afhøringer i sager som disse. Derfor er kravet om optagelser fra de afhøringer opstået.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er principielt tilhænger af at optage afhøringerne. Ifølge ham står et par forhold dog i vejen, for at tiltaget vil give mening på nuværende tidspunkt.

For det første skal teknologien være på plads, så betjentene ikke skal bruge deres tid på at skrive timelange afhøringer ned bagefter.

- Hvis vi skal sætte os ned og skrive alt det ned, der er blevet optaget på bånd, så får du mange betjente ind på politistationerne. I dag skriver man kun det væsentlige ned, siger han.

Derudover peger han på, at politikerne skal afklare, hvordan opbevaringen af disse optagelser skal foregå under registerloven.

- Hvordan opbevarer man dem? Hvem må slette dem? Og hvornår, spørger han.

Desuden peger han på, at domstolene skal have afklaret, om optagelserne kan bruges der.

- Alt, der foregår i retten, er mundtligt. Vil det her ændre noget i forhold til domstolene? Hvis man har optaget afhøringer, er det jo noget, der kan fremlægges i retten, siger Claus Oxfeldt.

Han understreger, at hvis politikerne kan finde svar på de spørgsmål, byder betjentene tiltaget velkomment.

/ritzau/