Manden, der står bag Det Sorte Register, skal betale 700.000 kroner i erstatning efter at have hængt kommunale medarbejdere og borgmester ud på nettet.

Manden, der står bag hjemmesiden Det Sorte Register, skal betale erstatning på samlet 700.000 kroner til medarbejdere fra Jammerbugt Kommune efter at have hængt dem ud på nettet.

Det har Retten i Kolding afgjort mandag, oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Sagen bunder i, at flere medarbejdere fra kommunens børne- og familieforvaltning samt borgmester Mogens Gade (V) gennem lang tid har været udsat for krænkelser, injurierende udtalelser og chikane på hjemmesiden Det Sorte Register.

Hjemmesidens bagmand skal ifølge Jammerbugt Kommune betale 20 dagbøder á 100 kroner til statskassen. Samtidig skal krænkelserne fjernes fra hjemmesiden, ligesom den dømte skal betale for offentliggørelse af dommen i en række aviser.

Han skal betale hver af de chikanerede personer 100.000 kroner for tortgodtgørelse, hvilket svarer til samlet 700.000 kroner. Endelig skal bagmanden betale sagens omkostninger på 67.000 kroner.

Susanne Berke, der er forebyggelseschef i Jammerbugt Kommune, glæder sig over dommen.

»Vi er utrolig glade for, at retten klart og utvetydigt har understreget, at man i et demokratisk samfund med ytringsfrihed sætter en grænse og ikke vil acceptere, at man som embedsmand, politiker mv. skal udsættes for bagvaskelse og æreskrænkende udtalelser med baggrund i, at man udfører sit arbejde,« siger hun.

Borgmester Mogens Gade er ligeledes tilfreds med sagens udfald.

»Det er sådan en dom, der vil give genlyd og som forhåbentlig vil betyde en stor forskel i fremtiden for mange andre mennesker, som blot passer deres arbejde og som hver dag tænker på dem, det drejer sig om – nemlig børnene.«

Det Sorte Register, der gennem årene har hængt mange personer ud på nettet, kan slippe uden om dansk datalovgivning ved at have adresse i Tyskland. For få uger siden erklærede flere partier sig klar til at ændre lovgivningen i bestræbelserne på at komme hjemmesiden til livs.