Den omstridte og nu tidligere borgmester i Fredericia, Thomas Banke (V), efterforskes fortsat af Sydøstjyllands Politi for sit rod med bilag og kørselsregnskab fra perioden, da han havde borgmesterkæden på.

Da Thomas Banke i begyndelsen af januar efter massivt politisk pres fra bl.a. sin egen partiformand Lars Løkke Rasmussen valgte at forlade borgmesterstolen med omgående virkning, opfordrede han samtidig den kommunale administration til at granske hans regnskabsførelse for eventuelle uoverensstemmelser.

En del af materialet blev efterfølgende overgivet til Sydøstjyllands Politi, som endnu ikke er færdig med at efterforske den spegede sag.

Konstitueret politiinspektør Brian Voss Olsen siger til frdb.dk, at der endnu ikke er taget stilling til, om der skal rejses sigtelse mod 31-årige Thomas Banke for regnskabsrodet.

Det var Fredericia Kommunes økonomiudvalg, som besluttede, at bilagssagen skulle overdrages til politiet for at blive efterforsket til bunds.

Uoverensstemmelserne i Thomas Bankes kommunale regnskaber handler bl.a. om, at den 31-årige nu tidligere borgmester har fået godtgjort udlæg for klippekort, samtidig med at han i forbindelse med samme rejser også har modtaget skattefri kørepenge.

Thomas Banke har aldrig nægtet, at det er sket. Han har hele tiden henholdt sig til, at det handler om sløseri og ikke bevidst fusk med bilag og kørselsregnskab.