Vred terrortiltalt smilede til sin kæreste og blev bedt om at lade være. Det fik ham til at gå verbalt amok.

Ukvemsord af værste skuffe er fredag blevet ytret i retning mod retsformand Marianne Madsen i Københavns Byret.

31-årige Mahmoud Rabea kaldte Marianne Madsen for "so" og "nazistluder" i forbindelse med, at han blev bortvist fra retslokalet.

Mahmoud Rabea er sammen med fire andre mænd tiltalt for at have bistået Omar el-Hussein i timerne efter angrebet mod kulturhuset Krudttønden i februar sidste år. På den måde har de ifølge anklagemyndigheden tilskyndet el-Hussein til at angribe synagogen i Krystalgade senere samme aften.

»Jeg håber, at anklagemyndigheden har noteret ned, hvad der er blevet sagt,« lød det fra Marianne Madsen, umiddelbart efter at Mahmoud Rabea var blevet ledsaget ud af retslokalet af flere politifolk.

Siden sagen begyndte midt i marts, har Mahmoud Rabea flere gange siddet på sin plads og kommet med bemærkninger, når sagens anklagere har afhørt de øvrige tiltalte. Igen og igen har Marianne Madsen bedt ham stikke piben ind.

Episoden fredag opstod efter en pause i retsmødet.

»Jeg har forstået, at Mahmoud Rabea har kommunikeret med en på tilhørerpladserne. Hvis det sker igen, så må Mahmoud Rabea følge sagen fra lytterummet, og tilhøreren må forlade retssalen,« lød advarslen fra Marianne Madsen.

Mahmoud Rabea's forsvarer, Jesper Storm Thygesen, fortalte, at kommunikationen udelukkende bestod i, at Mahmoud Rabea havde smilet til sin kæreste. Det var umiddelbart derefter, at Mahmoud Rabea lod mishagsytringerne, bl.a. "so" og "nazistluder", fyge i retning mod retsformanden.

»Du kan fucking sutte min omskårede pik,« sagde han til sidst og forlod lokalet.

Mahmoud Rabea kan nu efter alt at dømme se frem til en sigtelse for fornærmelig tiltale. Det er en overtrædelse af straffeloven, og en sådan overtrædelse kan straffes med op til seks måneders fængsel.

/ritzau/