En vaks guldsmed har tilsyneladende ført til anholdelsen af en sydamerikansk tyvebande, der nytårsnat plyndrede en guldsmedeforretning i København for et millionbeløb.

Fra en naboforretning brød gerningsmændene nytårsnat ind i selve guldsmedeforretningen på det indre Nørrebro i København. Det skete i bedste Olsenbande-stil, mens nytårsfyrværkeri og larmende fester sørgede for uforstyrret "arbejdsro" for tyvebanden.

I første omgang kunne politiet kun optage rapport om indbrudstyveriet, men mandag kom der fra uventet side hjælp til efterforskningen. Den udplyndrede guldsmed genkendte pludselig på Nørrebrogade et mistænkeligt par, som umiddelbart inden tyveriet havde været inde i forretningen.

- Parret havde opført sig så mærkværdigt, at guldsmeden havde bidt mærke i deres udseende. Da han pludselig genkendte dem på gaden, tilbageholdt han manden og tilkaldte politiet, mens kvinden havde held til at stikke af, fortæller Københavns Politis centrale efterforskningsleder, Sajjad Haider, til bt.dk.

Efter anholdelsen af den sydamerikanske mand, der havde en del af det stjålne guld på sig, havde politiet held til at forbinde ham til en adresse i Vanløse. Da politiet mandag aften stormede stedet, blev yderligere tre sydamerikanere anholdt.

- På adressen blev der fundet en del stjålne koster i form af smykker og elektronisk udstyr, som tilsyneladende er blevet stjålet på forskellige gerningssteder. Hvor meget det beløbsmæssigt drejer sig om, er endnu ikke opgjort, men det er nok ikke forkert, at det drejer sig om over en million kroner, tilføjer den centrale efterforskningsleder.

De fire anholdte - tre fra Chile og en fra Mexico - bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i København med krav om varetægtsfængsling.