Torsdag var efter planen dommens dag i sagen om den femårig Oliver, der tidligere på året blev bortført af sin danske far fra sin mor i Østrig. Men Retten i Helsingør valgte at udskyde afgørelsen om, hvem af forældrene Oliver skal bo sammen med, til torsdag 20. september.

Indtil da skal Oliver blive hos sin far, Thomas Sørensen, fortæller farens talsmand, Janus Bang fra foreningen Borgersagen.

- Dommeren valgte i det henseende ikke at gøre noget som helst. Og det er jo også en indikator. Du kan nok fornemme, at jeg er meget selvsikker. Vi føler os endnu bedre stillet efter i dag, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Janus Bang arbejder med mange børnesager, og ifølge hans erfaringer skal det oftest opfattes som et godt tegn, når dommeren ikke ser noget behov for at ændre den nuværende situation.

- Dommeren havde for eksempel mulighed for at fastsætte noget samvær med moren. Der er ét række af værktøjer, man kan gøre brug af, men det har man valgt ikke at gøre, siger Janus Bang og tilføjer:

- Hvis du ikke kommer med din murerspand, spartel og boremaskine, så er det nok fordi, du ikke har tænkt dig at reparere noget.

Talsmanden fortæller yderligere, at Thomas Sørensen er i godt humør.

- Denne her sag er jo allerede tidligere vundet helt oppe i landsretten, så vi er så fortrøstningsfulde, som man er, når man har vundet en retssag i Danmark, fortæller Janus Bang.

Sagen handler i sin helhed om, hvorvidt Oliver skal sendes tilbage til sin mor i Østrig, eller om han skal blive hos sin far i Danmark.

I sommeren 2010 rejste Oliver til Østrig med sin mor for at bo, og siden har faren forsøgt at få ham til Danmark. Den østrigske stat har nægtet at udlevere drengen, da moren, Marion Weilharter, har den fulde forældremyndighed i Østrig og ligeledes havde det i Danmark, da hun forlod landet med sønnen.

Men de danske myndigheder har forsøgt at få den femårige sendt tilbage til sin far, som efterfølgende blev tilkendt forældremyndigheden i Danmark.

Da sagen mellem de to stod i stampe, rejste Thomas Sørensen til Østrig og bortførte Oliver fra morens varetægt, da hun var i færd at aflevere ham i børnehave. Derfor har Oliver siden begyndelsen af april i år opholdt sig i Danmark.

Retssagen i Helsingør, som også kørte tirsdag, er foregået bag lukkede døre, efter at det blev begæret af begge forældres advokater. Retten tog det til efterretning med begrundelsen om, at det var private anliggender og ikke tilstrækkeligt i offentlighedens interesse. Derfor kender kun forældrene og advokaterne til retsforløbet.

Uden for retten tirsdag udtalte Marion Weilharters østrigske advokat, Britta Schönhart, at sagen kun bør ende med, at Oliver vender tilbage til sin mor.

- Vi har en klar sag. Fordi moren havde fuld forældremyndighed, da hun rejste ud af landet, havde hun enhver ret til at tage af sted med ham. Og den danske ret skal sende Oliver tilbage til Østrig, sagde advokaten.