Den 21-årige Alisiv Ceran, der var hovedpersonen i en omfattende menneskejagt i slutningen af august, hvor han fejlagtigt blev mistænkt for at være terrorist, har valgt at kræve erstatning.

En omfattende menneskejagt sluttede 28. august på et handicaptoilet på Københavns Universitet, hvor den 21-årige Alisiv Ceran havde søgt ly efter at have været hovedpersonen i jagten, der satte København på den anden ende en hel formiddag.

En bekymret kvinde havde alarmeret politiet, da hun studsede over den universitetsstuderende, der havde medbragt en pose i S-toget, hvor der var ledninger i, alt imens han med en nervøs mine læste en bog om terror.

Men Alisiv Ceran er ingen terrorist, og den unødvendige stempling, den voldsomme eksponering og omsiggribende menneskejagt har nu fået den 21-årige til at søge erstatning for den tort, dagens begivenheder har påført ham.

Det oplyser hans advokat Erbil Kaya.

»Den her massive eksponering og menneskejagt, stemplingen som potentiel terrorist: Det har alt sammen været meget nedsættende at blive udråbt til terrorist og specielt i disse tider, hvor der naturligt nok er en forsvarsmekanisme over for personer, der ser ud, som min klient gør,« siger Erbil Kaya med henvisning til Alisiv Cerans mellemøstlige aner.

Erstatningskravet lyder på 75.000 kroner, og det rettes mod politiet, hvis håndtering hverken Alisiv Ceran eller hans advokat finder tilfredsstillende.

»Vi har ingen fortilfælde, hvor fuldstændig ukendte mennesker på den her uforvarende måde er kommet i søgelyset, og det har rørt min klient dybt. Og der var mange reaktioner fra folk efterfølgende, der ikke mener, at han er uskyldig, for der er ingen røg uden ild, påpeger de,« siger Erbil Kaya.

Han har samtidig valgt at søge aktindsigt hos politiet for at finde ud af, om de kunne have håndteret sagen anderledes og for at se, hvad den indledende anmeldelse konkret baserede sig på.

Et billede af Alisiv Ceran florerede hele dagen på samtlige medier, mens jagten var i gang, men Erbil Kaya slår fast, at der ikke foreligger nogen planer om at kræve erstatning hos medierne.