En ørelæge fra Grenaa skal 40 dage i fængsel for at krænke en kvindelig patient. Det er anden gang, at han dømmes for blufærdighedskrænkelse.

En 35-årig kvinde går stadig til psykolog efter en oplevelse hos en ørelæge i Grenaa, som hun kalder helt grotesk. Lægen slikkede hende i begge ører, tog hende på brysterne både uden på og inden under tøjet og hev i den ene brystvorte, skriver Randers Amtsavis.

I byretten i Randers onsdag tilstod den 46-årige ørelæge forløbet. Det indkasserede han 40 dages ubetinget fængsel for og mistede samtidig retten til at udøve lægegerning i forhold til piger og kvinder i to år.

Han er tidligere dømt for blufærdighedskrænkelse, en dom han fik 26. april 2010 og som lød på 20 dages fængsel. Han driver en speciallægepraksis med fire ansatte og har cirka 50 patienter om dagen.

Den 35-årige kvinde, der blev krænket, slap for at møde op i retten og se ham igen, samt for at skulle forklare hele forløbet, som hun over for Randers Amtsavis betegner som pinligt, flovt og ydmygende. Hendes tilstedeværelse var ikke nødvendig, fordi ørelægen havde valgt at tilstå.

Lægen var tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 232, blufærdighedskrænkelse, for torsdag 23. maj i forbindelse med en konsultation at have slikket den 35-årige kvinde i ørerne, befølt hende uden på tøjet på overkroppen, under tøjet på det ene bryst og nulret brystvorten, kysset hende på kinden og hvisket, at hun var en dejlig pige.

Retten ved dommer Mette Langborg fandt det bevist, at lægen var skyldig og lagde vægt på krænkelsernes karakter og tillidsbruddet mellem patient og læge. Der blev også lagt vægt på, at lægen for tre år siden er dømt for et tilsvarende forhold.

Retten fandt, at der er en nærliggende risiko for yderligere misbrug, hvis ikke retten til at udøve lægegerningen blev frataget, men valgte at begrænse frakendelsen til to år og kun over for piger og kvinder.

Ørelægen udbad sig betænkningstid i 14 dage i forhold til, om han vil modtage eller anke dommen.