Det var et debatmøde i Kulturhuset 'Krudttønden' på Østerbro, som er blevet afbrudt af et skyderi. 'Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed' var titlen på mødet ifølge Jyllands-Posten.

Den svenske Muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks deltog i mødet, ligesom satireforsker Dennis Meyhoff Brink.

»Lige efter 15.30 - den den franske ambassadør havde lige talt - hørte vi skud fra entreen. Nogle løber ud, men det tør jeg ikke, for der er også skud udenfor,« fortæller Dennis Meyhoff Brink til Jyllands-Posten.

»Der var masser af PET folk, og vi blev alle sammen tjekket, inden vi gik ind. Jeg tror, der blev skudt i ca. 2 min. Måske 30 skud i alt. Der kommer folk ind, det viser sig heldigvis at være PET-folk. Den ene er blevet skudt i benet. De tilkalder forstærkninger. De kommer løbende gennem lokalet med hævede pistoler, og de får så Lars Vilks ud af en bagdør. Vi er stadig inde i bygningen, og vi må ikke forlade bygningen. Jeg snakkede med en af dem, der stod i baren, som fortalte, at to betjente er blevet ramt. Den ene i benet. Jeg ved ikke, hvad der er sket med den anden. Politiet har afspærret hele området,« siger Dennis Meyhoff Brink til Jyllands-Posten.

Frankrigs ambassadør, Francois Zameray, deltog også i mødet, og han har skrevet et tweet fra mødet efter skudepisoden. Han skriver: »Still alive in the room« (stadig i live i lokalet, red.), som det første livstegn og melding inde fra debatmøde, efter nyheden om skudepisoden kom ud.