VED DU NOGET OM SAGEN, SÅ VIL BT MEGET GERNE I KONTAKT MED DIG PÅ 1929@BT.DK ELLER PÅ FACEBOOK

Efter fem år er der nu dukket nye oplysninger op i en usædvanlig mordsag fra Sydsjælland, skriver Politiken søndag. Et vidne fortæller, at drabet kan være begået af fire navngivne personer med tilknytning til rockermiljøet – og ikke af den mand, der har siddet fængslet i fem år for drabet.

Den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen blev i begyndelsen af marts 2012 fundet mishandlet og kvalt i en skov ved Rødvig på Stevns. Senere blev den dengang 33-årige sygemeldte fængselsbetjent Thorsten Thomsen idømt 14 års fængsel for drabet. Men han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Nu er der dukket et anonymt vidne op med oplysninger om, at drabet på den unge mekaniker var en afstraffelse foretaget af personer med tilknytning til det sydsjællandske rocker- og bandemiljø.

Vidnet har ifølge Politiken afleveret en skriftlig erklæring til Thorsten Thomsens advokat, Mikkel Holm Nielsen. Advokaten har nu sendt erklæringen videre til Den Særlige Klageret og bedt om at få genoptaget sagen.

»Vi har over for klageretten fremlagt en erklæring fra et vidne, som er i stand til at navngive fire gerningsmænd til drabet. Vidnet har ikke selv overværet drabet, men har fået oplysninger fra miljøet. Vidnet kan også fortælle, at drabet skulle være sket som led i en rocker- eller banderelateret straffeaktion«, siger Mikkel Holm Nielsen.

Anders Mark Hansen blev dræbt 2. marts 2012 i Fællesskoven på Stevns.
Anders Mark Hansen blev dræbt 2. marts 2012 i Fællesskoven på Stevns. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Oplysningerne har givet Thorsten Thomsen nyt håb. »Måske vil en politidirektør langt om længe sige, at nu skal den her sag undersøges og gennemgås i alle detaljer, så den kan blive genoptaget«, siger han til Politiken.

Mikkel Holm Nielsen oplyser, at det nye vidne ikke ønsker at stå frem på grund af risikoen for repressalier mod ham.

Advokaten vil derfor heller ikke give flere oplysninger om kildens identitet, eller hvordan oplysningerne er kommet frem. Kun sige, at det er sket for nylig.

»Da det er et rocker- og banderelateret drab, er vidnet med rette bange for sin egen sikkerhed. Men han har erklæret sig villig til over for klageretten at afgive en forklaring om sin viden, hvis hans sikkerhed kan garanteres«, siger Mikkel Holm Nielsen til Politiken.

VED DU NOGET OM SAGEN, SÅ VIL BT MEGET GERNE I KONTAKT MED DIG PÅ 1929@BT.DK ELLER PÅ FACEBOOK

Hverken Midt- og Vestsjællands Politi eller Statsadvokaten i København har ønsket at udtale sig om de nye oplysninger.

Thorsten Thomsen blev i 2013 dømt for drabet efter vidneudsagn fra en person, RE, som var sammen med ham, da han 2. marts 2012 mødte Anders Mark Hansen i Fællesskov ved Rødvig på Stevns.

Thorsten Thomsen og RE pegede gensidigt på hinanden som gerningsmand.

Men retten troede mest på RE, som fik to års fængsel for medvirken, mens Thorsten Thomsen blev idømt 14 års fængsel for manddrab i en sag uden fældende beviser. Politiken har haft kontakt med RE via hans advokat, men han ønsker ikke at udtale sig. Lige siden har Thorsten Thomsen kæmpet for at bevise sin uskyld, men hidtil forgæves.

Thorsten Thomsen og RE har begge forklaret, at de var vidne til, at den anden mishandlede Anders Mark Hansen med et baseballbat, spark og slag og bagbandt ham med plastikstrips. Derefter blev den forslåede mekaniker kørt videre ind i skoven i sin egen bil.

Anders Mark Hansens lig blev fundet dagen efter af hans familie. Spørgsmålet er, om den da 22-årige mekaniker blev leveret til andre, som stod for yderligere maltraktering og selve drabet.

Thorsten Thomsen har hele tiden peget på det såkaldte rockerspor. Han har fortalt, at Anders Mark Hansen havde sagt til ham, at han havde forbindelse til rockere og havde problemer af den grund. Drabet kunne derfor være en afstraffelse.

Rockersporet blev aldrig for alvor undersøgt af politiet og senere afvist af retten, selv om politiet efter drabet fik anonyme tip om den dræbtes kontakter i rockerverden.