Et nyt tip i sagen om drabet på den totalfrede kongeørn kan måske få politiet et skridt tættere på gerningsmanden.

Den sjældne rovfugl blev fundet skudt med 20 hagl i kroppen 12. marts. Den var skyllet op på Limfjordens nordlige bred vest for Hals ved fjordens østlige munding.

Og nu har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Nordjyllands Politi modtaget et billede af den skudte kongeørn ved Lindenborg Å syd for Limfjorden.

»Vi har modtaget et foto af den døde kongeørn, der er taget allerede søndag 24. januar af den nordjyske lystfisker Jesper Madsen,« fortæller Knud Flensted til Nordjyske.

Det kan føre politiet tættere på et gerningssted og tidspunkt og dermed tættere på gerningsmanden, oplyser DOF i et Facebook-opslag.

»Fundet tyder på, at den højst sandsynligt er skudt i området syd for Gudumholm og videre opstrøms. DOF har videregivet alle tips til politiet, og vi håber meget, at politiet gør fremskridt i sagen,« siger Knud Flensted.

I forbindelse med drabet udtalte DOF's formand Egon Østergaard forfærdet:

»Det er ganske enkelt forfærdeligt og rent ud sagt noget forbandet svineri, at nogen kan finde på at skyde kongen af den danske fuglefauna. Drabet er sket med fuldt overlæg og på kort afstand, for haglene sidder tæt, siger han.

Foreningen har udlovet en dusør på 50.000 kroner for tip, der kan føre til en opklaring af sagen. Der lever kun omkring 10 kongeørne i Danmark, og de er som alle andre rovfulge totalfredede.

Ørnen var knap syv år og ynglemoden og blev fundet nær det sted, hvor den blev ringmærket som unge i 2009.