Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at københavnerne oplever skudepisoder. Siden juni har især Nørrebro været hærget af kriminelle, der har skudt efter hinanden, men også civile har været ofre.

Og søndag aften er ingen undtagelse. Københavns Politi oplyser, at der er blevet afgivet skud på Mimersgade.

Politiet oplyser på Twitter, at vedkommende bag har brugt en knallert. Københavns Politi fik anmeldelsen om skyderiet klokken 23.07. Klokken 23.53 oplyser vagtchef Thomas Tarpgaard, at en person er blevet ramt.

Er du en af de ramte, eller kender du dem, så vil BT meget gerne i kontakt med dig via 1929@bt.dk eller på Facebook

Ifølge Ritzau er skudofferet en 39-årig mand. Ifølge Københavns Politi er manden i stabil tilstand. Han har ikke umiddelbart forbindelse til bandemiljøet. Politiet oplyser til TV 2, at der tilsyneladende er tale om en tilfældig mand.

Brugen af knallert i forbindelse med en skudepisode har været den foretrukne metode for flere uidentificerede gerningsmænd i løbet af sommeren. BTs mand på stedet oplyser, at man har fundet en brændende knallert ved Bispengbuen.

På Twitter skriver en Christian Slot, at han har hørt 5-6 skud, og der skulle være tre politibiler og ambulancer på stedet. Dette er endnu ikke bekræftet af politiet.

Lørdag aften blev to tilfældige unge mænd ramt af skud. Det formodes, at det er en bandekonflikt, som ligger til grund for den seneste tids skyderier. Det sker på trods af, at politiet og politikerne har gjort et forsøg på at dæmme op for skudepisoderne. Det har man blandt andet gjort med en visitationszone, og man har indsat en mobil politistation.