____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Pr-bureauet Waterfront er blevet meldt til politiet for ulovlig overvågning af tidligere ansattes private emails. Det oplyser advokat Snorre Andreas Kehler fra Advokatfirmaet SJ Law til DR Nyheder.

- Jeg kan bekræfte, at jeg repræsenterer en tidligere ansat i Waterfront, og at vedkommende har taget initiativ til at politianmelde virksomheden, siger Snorre Andreas Kehler.

Waterfront kom for alvor i offentlighedens søgelys, da det blev afsløret, at bureauet blev betalt af DSB for at forsøge at påvirke freelance-journalist Lars Abild til ikke at skrive sine stærkt kritiske artikler om det statsejede selskab. Det gjorde de ved at give ham så mange opgaver, at han ikke ville have nok tid til at grave i DSB.



Anmeldelsen blev indgivet mandag, men det fremgår ikke, hvem der har anmeldt Waterfront til politiet.

Firmaet skulle ifølge anmeldelsen have overvåget ansattes private emailkonti, oplyser advokaten.

Ifølge DR skrev Waterfronts direktør, Lars Poulsen, i en mail til en underdirektør i DSB, at Lars Abild lider af en sygdom, der betyder, at han ikke kan passe et arbejde med almindelige arbejdstider. Det tidligere har fået Lars Abild til at overveje en politianmeldelse af Waterfront.

- Da jeg så den her udvikling i aftes, blev jeg ked af det og forarget. Jeg har tænkt mig at gå til en advokat og Datatilsynet og lave en politianmeldelse, sagde han efter DR's afsløring af den mail, som Waterfronts direktør havde skrevet til DSB om yderst personfølsomme oplysninger.